Søren & Lotte Hammer: Gaden uden navn
Så har vi endnu et bind i Hammer-parrets serie Kassandra og Peter. Kassandra er dansk jøde, og Peter er tysk-dansk. Efter 2. binds flugt er Kassandra havnet i den jødiske ghetto i Warszawa sammen med sin bror Alexander og pigen Julia fra seriens 2. bind. Peter er nu uddannet til SS-officer og udstationeret i Warszawa, hvor han får ansvar for ghettoens byggeprojekter.
Kassandra og Peter forelskede sig ved første øjekast i slutningen af det foregående bind, og deres noget umage kærlighedshistorie udvikler sig. Det går så stærkt, at Peter tvinges til at vælge side og måske gøre op med de ting, som han har med sig fra Hitlerjugend og SS-uddannelsen.
Ghettoen er helvede på jord med sult, kulde, tilfældige drab på gamle, unge og børn udført af sadistiske nazister. Vi er på vej frem mod den såkaldte ’endlösung’, og Kassandra og hendes lille gruppe bliver udsat for større og større fare. Ikke mindst fordi de aktivt gør modstand mod tyskerne og forholdene i ghettoen. Alexander leder en lille gruppe smuglerbørn, der via en underjordisk tunnel bringer livsnødvendige madvarer fra den ariske del af byen. Kassandra er aktiv i modstandsgruppen Masada som kurer og bringer hemmelige meddelelser rundt i byen.
De skrækkelige forhold i ghettoen er beskrevet med indlevelse, og tragedierne står i række. Heldigvis er Kassandra og Alexander et handlekraftigt søskendepar, der med det yderste af neglene klarer sig igennem flere livstruende situationer. Men det bliver sværere og sværere, og det viser sig, at der er nogle tæt på dem, som de ikke kan stole på. Det får konsekvenser for alle bogens hovedpersoner.
’Gaden uden navn’ har heldigvis skruet ned for de mange romancer fra ’Kobberslottet’ og byder på gedigen spænding. Man skal dog sluge et par kameler undervejs, især i forhold til Peters udvikling og en ledende nazists valg. Men bogen byder på underholdning og gys, så vi ser frem til at følge de unge flygtninges videre færd gennem det krigshærgede Europa.
Bind 1: Vejen til Warszawa
Bind 2: Kobberslottet
Lotte og Søren Hammer: Gaden uden navn. HarperCollins, 294 sider. Juni 2020