Fra valget som partiformand i 1994 til den sidste dag som premiereminister i 2007 gennemgik Tony Blair en større forvandling end nogen anden britisk premiereminister: Han blev den yngste premiereminister siden 1812 – og den længst siddende og den mest vindende labour-leder. Han sikrede opbakningen til NATOs angreb i Kosovo og stoppede borgerkrigen i Sierra Leone med britiske tropper. Han sikrede etableringen af det skotske parlament og holdt IRA og protestanterne sammen over forhandlingsbordet alene i kraft af sit personlige engagement.

Men samtidig var Blair også en svag leder, som ministre ofte forlod opløftede blot for at blive orienteret af embedsmænd om at de rent faktisk var blevet fyret. Og ikke mindst førte Blair England ind i den amerikansk-ledede invasion af Irak i jagten på næppe eksisterende masseødelæggelsesvåben – og stod alene sammen med George Bush passivt på sidelinien da Israel invaderede Libanon.

Den britiske politiske reporter Andrew Rawnsley gennemgår minituiøst New Labours regeringstid fra starten af New Labours anden valgperiode i 2001 til Gordon Browns regering. Det er et imponerende stykke håndværk, hvor vi med citater og dagbogsnotater kommer helt ned i den enkelte beslutning og blandt andet hører, hvordan Blairs nærmeste rådgivere tigger ham om at stille krav til George Bush, mens efterkrigs-Irak glider længere og længere ud i kaos. Og ikke mindst hvordan Blair efter første valgperiode må erkende, at de første fire år gik med spin og overskrifter og få af de reelle reformer, der ellers definerede New Labours første manifester.

Andrew Rawnsley argumenterer i sin grundige bog for, at forholdet til USA efter 11. september-angrebet transformerede Blair fra en reformivrig centrum-venstre politiker til en neokonservativ udenrigspolitisk høg. Fra en politiker der elskede populariteten i sig selv i sin første valgperiode til en politiker, der i de sidste år ved magten så udbredt folkelig modstand som en bekræftelse.

Samtidig viser Rawnsley, hvordan det ustabile forhold til finansminister Gordon Brown konstant splitter Labours agenda. På den ene side står Blair med en tredjevejs agenda om frit valg – og på den anden side står Gordon Brown med en mere traditionel socialdemokratisk politik om bedre offentlig service gennem øgede budgetter. Samtidig presser Gordon Brown og hans magtfulde stab konstant på for at få Tony Blair til at trække sig til fordel for Brown, hvad der ofte ender i gjaldende skænderier, der høres ind på embedsmændenes kontorer og til sidst, ifølge Andrew Rawnsley, slider New Labour op indefra.

The end of the party er derfor en læseværdig – og let deprimerende – øjenåbner af format for politisk interesserede. Den giver en kæmpe indsigt i både New Labours (tabte) dagsorden, tiden op til Irak-invasionen og den efterfølgende nedgangstid for Tony Blair. Man kunne ønske en lignende bog på dansk om Fogh/Løkke-perioden er klar om et år eller to.

Andrew Rawnsley: The end of the party – the rise and fall of new labour, Viking, Marts 2010, 816 sider