Morten Hesseldahl: Malins efterår
Morten Hesseldahl har altid et godt øje til aktuelle kriser og internationale spændinger, som kan danne afsæt for en god gang action. Denne gang handler det om energiforsyning, grøn omstilling og privatisering af kritisk infrastruktur. Har man fulgt en smule med i balladen om det nuværende Ørsteds vej frem mod at blive et grønt energiselskab, får man hurtigt øje på paralleller. Men ’Malins efterår’ lægger en god og effektiv gang dramatik oven i.
I centrum for handlingen er tvillingeparret Frederik og Malin samt Theis. De er barndomsvenner, og så har Malin og Theis haft et forhold. Men en flyulykke, der involverer tvillingeparrets forældre, vender op og ned på de tre venners liv. De skilles, og Theis ender som magtfuld departementschef, Malin bliver gift med en suspekt ukrainer og stakkels Frederik ligger i rendestenen som narkoman.
Frederik får dog vendt sit liv og skriver en bestseller og ernærer sig som blandt andet som freelanceskribent. Men ved romanens start er han i en gevaldig knibe og må hoppe ud ad vinduet fra 2. sal. Forslået og blødende dukker han op hos Theis og dennes kone. Overfaldsmændene, der var efter Frederik, skal sørge for, at et salg af et energiselskab og nye kontrakter med østeuropæiske aktører på energimarkederne glider glat igennem. Magt, penge og indflydelse er på spil, og bagmændene skyr ingen midler.
Hesseldahl har konstrueret et fint og indviklet plot med tråde til hvidvaskning, oligarker og bestikkelse af politikere. Det hele bliver ikke mere indviklet end højst nødvendigt. Tempoet er højt, og sprogligt er der ikke smurt meget på. Her gås der også effektivt til værks uden mange dikkedarer. Det klæder fortællingen, og ’Malins efterår’ står som en vellykket og hurtigt læst spændingsroman.
Morten Hesseldahl, Malins efterår, Modtryk, 261 sider, Marts 2020