Jeg er enormt fascineret af Sara Stridsbergs skrivestil, og især hendes bog Kærlighedens Antarktis var så interessant en roman, at jeg stadig kan mærke følelsen af hendes ord, her et år efter jeg læste den. Derfor var det med stor begejstring, at jeg påbegyndte hendes debut Happy Sally. Bøgerne kan dog på ingen måde sammenlignes. Det eneste, de har til fælles, er Stridsbergs evne til med få ord at bringe hele sin læsers følelsesregister frem. Happy Sally er en historie om en kvindes store splittelse mellem sin rolle som mor og sine personlige ambitioner.

Den svenske langdistancesvømmer Sally Bauer var i 1939 den første skandinav til at krydse Den Engelske Kanal. Mange år senere i 1983 forsøger en anden svømmer, Ellen, at gøre hende kunsten efter. Hun har indgået et væddemål med sin mand, Viktor. Gennemfører hun turen over Kanalen, skal de bosætte sig et sted, hvor hun har mulighed for altid at svømme. Lykkes det ikke, skal hun og børnene følge Viktors drøm om at sejle over Atlanterhavet i sejlbåd.

I 2001 vender Ellen og Viktors voksne datter tilbage til Dover for at rekonstruere den sommer, hvor hendes mor i jagten på sin drøm led sit livs nederlag. Her søger hun gennem gamle dagbogsagtige breve at klarlægge tiden op til og efter turen over Kanalen. En delvis opfunden historie, der veksler mellem aktuelle facts og fantasier om Sally Bauers og morens tilsidesættelse af al fornuft og normal livsførelse grundet deres altoverskyggende trang til at svømme.

Der er noget særligt ved Stridsbergs forfatterskab, som er svært at sætte en finger på. Hendes bøger er vanskelige at læse og meget komplicerede – grænsende til det prætentiøse, og det tog mig længere tid end forventet at læse Happy Sally. Alle overflødige ord i historien er skåret fra, og kun det væsentlige står tilbage. Stridsberg tager sin læser med på en drømmeagtig rejse, hvis følelse hænger ved længe efter endt læsning. Det er forvirrende og smukt på samme tid.

Sara Stridsberg: Happy Sally, Forlaget Grif, oversat af Ellen Boen, 268 sider, marts 2020