’Hun har lyst til, at nogen skal gribe fat i hende og smadre hendes kranie ind mod vinduet. Så snart hun lukker øjnene, hører hun lydene – sukkene, skrigene, stødene. En nøgen mand, der puster og stønner. En kvinde, der får orgasme. Hun ville ønske, hun bare var et objekt midt i en stor flok mænd – at hun blev fortæret, slikket på, slugt med hud og hår. At hun blev nevet i brysterne og bidt i maven. Hun vil være en dukke i en trolds have.’

Adéle er afhængig af sex. Ikke almindelig sex med sin mand, Richard, som hun i skjul foragter det meste af tiden, men den voldsomme sex og magt, som et uforløst begær udløser. Adéle har næsten ingen kropslig kontakt med Richard, alligevel kan hun ikke forestille sig en tilværelse uden ham. Som to modsatrettede poler, der alligevel må bevæge sig i samme rum, lever de sammen. Den ene tror, alt er i den skønneste orden – den anden er der kun for tryghed og på grund af frygten for det ukendte.

Adéle er ikke kritisk i sit valg af mænd. Det er deres store begær efter hende, der udløser hendes egen lyst. Det, spændingen og så alkohol. Richard kender ikke til hendes mange eskapader. Han stoler blindt på sin smukke kone. Lige indtil den dag, en kollegas kone tropper op i deres hjem og fortæller, at Adéle og kollegaen har en affære.

I korte kapitler hører vi om Adéles mange seksuelle forhold med fremmede mænd på usle steder. Hvordan hun vælger at få sin lille søn passet for at få sin stigende lyst stillet. Hvordan hun er fyldt med anger, men alligevel så egocentreret og sexafhængig, at hun ikke agerer på det. Det er først, da hun bliver afsløret, at hun falder til ro og lover sig selv at stoppe – så længe hun nu kan.

Et par år efter den fransk-marokkanske journalist og forfatter Leïla Slimani udgav sin anmelderroste roman Vuggesang, får vi her hendes debutroman fra 2014. Renset for alle overflødige ord skriver hun nøgternt og på sin vis maskulint om Adéles store lyst til mænd i alle afskygninger. Mænd, der begærer hende, slår hende, tager hende med magt og efterlader hende brugt og mættet for en kort stund. Jeg kan se meget af Charlotte Rochés Vådområder i denne bog. Alt det vulgære, grimme og forbudte. Den ekstreme trang til at blive begæret, rørt og have sex, hvilket eliminerer al fornuft og alle ansvar – selv hendes rolle som mor. Adéle er en bog, der skal læses, forarge og sætte tanker i gang, og jeg håber, Leïla Slimani fortsætter ad samme spor i sit fremtidige forfatterskab.

Leïla Slimani, Adéle, Gyldendal, 214 sider, oversat af Victoria Westzynthius, udkommer 18. marts 2020