Det er næsten vemodigt. Kudos er det tredje og afsluttende bind i Rachel Cusks fænomenale og prisvindende trilogi, der yderligere består af værkerne Omrids og Transit. Begge er anmeldt her på bloggen. Hvis du ikke har læst dem, så gå straks igang. For her er tale om litteratur, der i sin form er banebrydende, og som bliver kaldt en fornyelse af romankunsten.

I Omrids tegnede der sig langsomt og stilfærdigt et billede af en knust kvinde, der forsøgte at hele sine sår efter en skilsmisse. En kvinde, der var så ramt af sorg og svigt, at der kun kunne manes et omrids frem ad hende. Derfor trådte hun i baggrunden, og lod andre fortælle hende deres historier. Men på næsten essayistisk vis blev historierne filtreret igennem det knuste jeg, og blev til meget livskloge refleksioner.

I Transit flyttede Faye ind i et hus, der var ligeså smadret som hendes følelser. Hun forsøgte at genopbygge både de ydre rammer og hendes egen psyke. Som i Omrids foldede fortællingen og personkarakteristikken sig ud omkring de samtaler, som Faye havde med de personer, hun mødte på sin vej; håndværkerne, børnenes lærere, veninder etc.

I Kudos er Faye inviteret til en litteraturfestival et sted i Europa for at promovere sin nye bog. I flyet falder hun i snak med sin sidemand, nøjagtigt som hun gjorde det i Omrids. Og læserene venter med spænding på, hvilken historie, der vil folde sig ud. Men denne gang er noget anderledes. Faye nøjes ikke med at lytte. Hun svarer. Hun taler. Men alligevel er det stadigvæk de andres historier, der får plads, og Faye forbliver et omrids, omend et lidt tydeligere omrids. Subjektet eller rettere personen står aldrig helt tydeligt frem. Selvom vi aldrig er i tvivl om, hvad hun mener om dette og hint.

Faye bliver ved med at have hemmeligheder for os. Det er igennem en journalist, at vi får at vide, at hun er blevet gift igen. Og det er igennem et svar til en anden, at vi hører, at hendes søn har forladt hende for at bo hos sin far. Det minder meget om måden, som det moderne menneske ofte hører store nyheder på. Gennem andre. Gennem de sociale medier. Og fuldstændig som i den virkelige verden, føler læseren sig også forrådt her. Hvorfor skulle vi høre det igennem en journalist? Hvorfor fortalte hun os det ikke selv? Det er et genialt greb, og selvfølgelig også en kritik af mediernes snagen, og vores manglende evne til at tale direkte med hinanden.

Faye er ikke Rachel Cusk, men de har ligheder og fællestræk. Trilogien fremstår således katarsisk og personlig uden dog nogensinde at blive privat. Det er formfuldendt og nyskabende filosofisk og eksistentialistisk bekendelseslitteratur, hvor subjektet forskydes. Og hvor historien fortælles mellem linjerne. Hold nu op, hvor er det fremragende! Kudos betyder i øvrigt anderkeldelse eller applaus. Og det fortjener Kudos i den grad!

Rachel Cusk: Kudos, Rosinante, 3. marts 2020, 254 sider, oversat af Annelise Schønnemann.