C. L. Taylor: Søvn
Jeg er ret vild med C. L. Taylors psykologiske thrillers, og derfor havde jeg virkelig høje forventninger til hendes nye bog Søvn. Syv mennesker samlet på ét sted. Alle med hver deres hemmelighed, som de helst vil holde for sig selv. Kun én af dem lyver – men hvem er det?
Anna har været gennem sit livs mareridt. Hun er skyld i, at to af hendes kollegaer er døde, og skyldfølelsen følger hende overalt. Det og så den altoverskyggende følelse af, at hun bliver overvåget. Nogen har efterladt hende små ondskabsfulde beskeder om, at hun skal sove – sove for altid. Hun kan bare ikke sove, hun kan ikke koncentrere sig om selv de mindste ting, og til sidst beslutter hun sig for at starte på en frisk et sted så langt væk, som man overhovedet kan forestille sig. Et sted hvor ingen vil finde hende. Eller det er i hvert fald det, hun tror.
Den skotske ø Rùm er det perfekte skjul for Anna, og hun får job som assistent på Bay View Hotel. Her kan hendes dæmoner forhåbentlig ikke finde hende. Her kan hun arbejde så meget, at hun måske omsider kan sove. Men søvn er ikke det, hun kommer til at få mest af, da det viser sig, at hendes dæmoner er fulgt med hende. Det og en storm, som vil efterlade øen komplet isoleret fra omverdenen og uden mulighed for at få hjælp.
C. L. Taylors bøger er alle hurtigt læst, og det var også tilfældet med Søvn. Desværre lagde den ikke så stærkt ud som hendes andre bøger. Jeg fandt sceneriet lidt for tyndt, og jeg var en tredjedel inde i bogen, før jeg følte, at den tog fart. Da det skete, var bogen derimod læst i løbet af ingen tid, og jeg sidder da også med en følelse af, at det er en perfekt sommerhusbog, som vil give gåsehud på armene og et hurtigere åndedræt, efterhånden som mørket sænker sig over området.
Læs også vores anmeldelser af C. L. Taylors andre bøger her
C. L. Taylor: Søvn, Forlaget Jentas, 320 sider, oversat af Marielle Nielsen, marts 2020