Paul Cleave: Offer
Hold nu op. Magen til 512 siders sindssyg bindegal underholdning skal man lede længe efter. Paul Cleave fortsætter her historien om sin tidligere romankarakterer Christchurch-snitteren Joe Middleton, og han gør det med så stor finesse, at jeg måtte lægge alt andet til side for at læse Offer i ét stræk.
Seriemorderen Joe Middleton sidder i et topsikret fængsel overbevist om, at retssystemet nok skal få ham frikendt for alle de mord, han er anklaget for. Han hævder, at han ikke kan huske at have slået nogen ihjel, og regner med, at juryen vil erklære ham sindssyg i gerningsøjeblikket. Det er bare ikke så nemt, som han tror, og inden længe erfarer han, at han er nødt til at lægge nye planer for at komme ud. Planer, der omfatter den tidligere kriminalassistent Carl Schroder, en kendt tv-kanal og Middletons store kærlighed; den efterlyste morderiske psykopat Melissa X.
Carl Schroder har måttet sælge sin sjæl for at kunne forsørge sin familie. Han har fået job som kriminalrådgiver på en tv-station, som omfatter vejledning til tv-kendissen Jonas Jones, der hævder at have en spirituel kontakt med den anden verden. Jones vil have Schroder til at overtale Joe Middleton til vise ham, hvor liget af den myrdede kriminalassistent Robert Calhoun befinder sig, så Jones efterfølgende på tv kan vise verden, at han har spirituelle evner.
Samtidig har Melissa gang i sin helt egen plan, der omfatter at skyde Joe den dag, han skal for retten. Hun har brug for hjælp til opgaven og tænker, at det mest oplagte sted at finde den er i sorggruppen for pårørende til de ofre, både hun og Joe har tortureret til døde.
Der er så meget sindssyge, vold og sort humor i denne nye Paul Cleave-thriller, at man som læser veksler med at sidde i gru og kigge sig over skulderen til at grine højlydt. Paul Cleave er formidabel til at skrive plots og veksle mellem karaktererne på en måde, så man får sympati for både morder og offer. Det er simpelthen genialt.
Offer er den længe ventede fortsættelse til Det syvende mord og foregår i Paul Cleaves egen hjemby, Christchurch i New Zealand. Selvom det selvfølgelig giver lidt mere baggrundsviden at læse Cleaves bøger i rækkefølge, kan Offer sagtens læses som en selvstændig krimi.
Paul Cleave: Offer, Jentas, Oversat af August Holst Thomsen, 352 sider, marts 2020