Fire og Ni kalder de hinanden. To mænd, der på to uger skal asfaltere den sidste del af en vej, der næsten er klar til at blive taget i brug. Der er ikke tale om en hvilken som helst vej. Den går fra landets sydlige egne ind til hovedstaden i en nation, der gennem en årrække har været plaget af borgerkrig. Nu er der våbenhvile, og fred, vækst og velstand venter lige om hjørnet. Vejen er en vigtig ingrediens i processen, for det er via den varer, medicin og andre fornødenheder skal strømme ud af hovedstaden til de krigsplagede og fattige områder. Så når vejen er færdig skal der holdes en gevaldig fest og stor parade med deltagelse af landets spidser.

Intet er overladt til tilfældighederne, og der er en del på spil for Fire og Ni. De bruger ikke hinandens navne. Der er ingen tegn på, hvilket firma, de arbejder for, fuld anonymitet gør det mindre tillokkende at kidnappe de to. Asfalteringsmaskinen er den bedste, der kan opdrives for penge, og den er lastet med det, der skal til for at klare sig. Kort, GPS, satellittelefon, en pistol, et oversavet jagtgevær, to håndgranater, lokal valuta nok til at bestikke flere landsbyer, og nå ja, seks breve cyankalium.

Det er Fire, der skal styre maskinen, mens Ni drøner rundt i et andet køretøj og sikrer, at området er frit, så de kan asfaltere uforstyrret. Men sådan går det selvfølgelig ikke. Der er fristelser i form af skønne, mørke kvinder, mørstegte lam og floder, man kan bade i. Ni fordufter i længere og længere perioder, mens Fire må klare sig på egen hånd. Da Ni bliver dødeligt syg af malaria eller tyfus, står Fire over for et dilemma af de større. Skal han søge hjælp til den forlystelsessyge og udisciplinerede kollega, som han så mange gange har bandet langt væk?

Vi skal ikke afsløre her, hvad han vælger, og hvordan det går med vejen, men blot konstatere, at bogens tema er universelt. De to mænd repræsenterer hver sin livsanskuelse. Ni er nysgerrig, empatisk og nydelsessyg. Fire er firmaets mand. Han indretter sig, går disciplineret til værks og har et klart fokus på at få den stillede opgave gjort færdigt. Ingen af dem er perfekte. Man forstår deres bevæggrunde, og intet er fuldstændig sort-hvidt – akkurat som når man løfter øjnene fra bogens sider og vender sig mod virkelighedens verden. ’Paraden’ er en dybt fascinerende og velskrevet bog om eksistentielle grundvilkår for mennesker verden over.

Dave Eggers: Paraden. Turbine, 206 sider. Oversat af Louise Ardenfelt Ravnhild