“Men jeg gik ikke over pladsen og hen til min far for at give ham min egen frakke. Ikke fred. Ikke den anden kind.”

I Per Pettersons sublime roman “Jeg nægter”, fletter fortid og nutid sig sammen – fuldstændig som det er tilfældet her i livet. Flere personer har synsvinklen og til sammen danner de et forstemmende skæbnemønster af mennesker, der sjældent oplever næstekærlighed og forsoning.

Romanen foregår i en lille norsk landsby, der meget symbolsk hedder Mørk. Og mørket hviler i den grad over denne by. Hovedpersonerne er de to venner, drengene Jim og Tommy. Jim bor alene bor med sin mor, der er lærerinde, og Tommy bor sammen med sin voldelige far og sine tre søskende. Tommys mor har forladt dem inden romanen starter, og ingen af børnene kan rigtig huske hende. Efter et barskt opgør mellem faren og Tommy, forlader også faren hjemmet. Tommy prøver at tage sig af hus og hjem indtil myndighederne anbringer børnene forskellige steder, hvilket får fatale konsekvenser for den lille familie.

Jim og Tommy har et meget varmt venskab indtil det slås itu, da de to venner en aften løber på skøjter på byens sø. Et brud, der bliver ødelæggende for især Jims liv. Efter 35 år møder de to mænd tilfældigvis hinanden på en bro, hvor Jim fisker sammen med samfundets randeksistenser, og Tommy har en dyr Mercedes. Et hjerteskærende møde, der får begge mænd til at græde.

Synsvinklen skifter også til andre personer i romanens persongalleri – for eksempel Tommys lillesøster Siri og den person, Jonsen, som Tommy bliver anbragt hos. Det giver en raffineret mosaik af stemmer, der beskriver, hvad der sker i Mørk på godt og ondt. Vi får dermed en gribende og nuanceret beskrivelse af det norske samfund fra midten af 1960’erne til 2006. Det norske samfund kritiseres ikke direkte, men beskrivelsen af de forskellige skæbner giver læseren et kritisk og realistisk billede af Norge i den nævnte periode.

Per Petterson undgår på fornemste vis at psykologisere over personerne og deres skæbner, men får derimod læseren til at danne sig sit helt eget billede af begivenhederne. Og får os dermed til at læse alt det, der står mellem linjerne. Gennem de forskellige personernes fortællinger udfolder Petterson mesterligt et mangefacetteret skæbnemønster, der viser hvordan romanens personers liv er flettet sammen. Det er hamrende stærkt og intet mindre end genialt.

Bogens titel “Jeg nægter” er flertydig – personerne fornægter sig selv, deres egne instinkter og deres dybeste følelser. De taler meget lidt med hinanden, og mange af personerne flakker rastløst rundt på landevejene og rundt omkring i verden. En rastløshed, der i sidste instans medfører stor ensomhed. Med den store Pettersonske indfølelse beskrives det moderne menneskes livsvilkår og deres hjerteskærende ensomhed.

Det er fremragende læsning, og Petterson understreger nok engang, at han er mesteren i Nordic Noir. Læs, læs, læs.

Per Petterson: Jeg nægter, Batzer & Co., 292 sider, 2. udgave 2019, oversat af Annelise Ebbe