Forfatteren Karl Ove Knausgård har kaldt kollegaen og landsmanden Jon Fosse “en af de store europæiske forfattere”. Og det kan man godt være tilbøjelig til at give ham ret i.

I skrivende stund er Jon Fosse ved at udgive det stort anlagte syvbindsværk “Septologien”, som mest af alt kan betegnes som et nyskabende formeksperiment. Samtlige bind i serien er nemlig begået uden at sætte et eneste punktum. Et stilistisk greb, der giver forfatteren en eminent mulighed for at føre læseren ind og ud af sjæle. Ind og ud af sindstilstande. Det er en krævende, men også gribende smukt og gribende – ja næsten bevidsthedsudvidende læseoplevelse.

“Septologien II” starter der, hvor “Septologien I” endte. Vi følger den ældre kunstmaler Asle, der laver isoleret, på kanten af fællesskabet i lillebyen Dylgia. Her bor han i det hus, hvor han tidligere boede sammen med hustruen Ales. Her lever, maler og mindes han. Hans tanker kredser især om alteregoet, den alkoholiserede maler, der også hedder Asle og om hustruen Ales, hans livs store kærlighed. Også dette bind starter med, at kunstmaleren, den ædruelige Asle står og betragter sit maleri med de to streger, der krydser hinanden og reflekterer over, at god kunst kan lyse i mørket.

Romanen fortælles gennem Asles tanker, hans bevidsthedsstrøm i en ubrydelig stream of consciousness, der bringer os tilbage til hans barndom. Levende skildres barnets oplevelser, store såvel som små. Den forbudte tur til Fjorden, som han og søsteren gik. Nabodrengen, der faldt i vandet og druknede, og Skaldepanden, som alle børn skulle tage sig i agt for. Det sanselige sprog, der lader erindringerne filtreres af tidens tand, giver fortællingen en helt særlig intensitet og læseren har fornemmelsen af en helt særlig ægthed. En ægthed, der skriver sig lige ind hjertets allermest følsomme sted.

Den flydende tankestrøm bliver næsten messende, og reflekterer også Fosses religiøsitet, der også er et væsentligt tema i romanen. Man kan læse værket som en nyskabende form for selvbiografi. Jon Fosse har selv tidligere været alkoholiker, og er i dag katolik. Han er ikke kunstmaler, men bruger derimod sproget som kunstnerisk udtryk. Så meget desto stærkere bliver hans fortælling som giver et både begavet og besjælet indblik i den menneskelige karakter. I sjælen om man vil.

Romanen kan også læses som et modbillede til tidsånden. Det kræver nemlig ro og tid til fordybelse at læse Septologien. Men hvis man kan finde det, venter der en besjælet læseoplevelse ud over det sædvanlige.

Jon Fosse: Septologien II, Batzer & Co, 2019, 128 sider, oversat fra norsk til dansk af Jannie Jensen og Arild Batzer.