Jon Fosse, norsk forfatter, med et meget stort antal udgivelser bag sig er i skrivende stund ved at udgive et stort anlagt romanværk på syv bind. Der er hidtil udkommet to bind på dansk, “Det andet navn”, er det første.

Forfatterskabet dækker stort set alle genrer: romaner, skuespil, essays og børnelitteratur. Han har fået tildelt en lang række priser, blandt de mest prestigefyldte Nordisk Råds litteraturpris 2015 for trilogien Andvake, Olavs drømme og Kveldsvævd. Fosse er født på Vestlandet i Norge, hvor hans opvækst og familie var stærkt præget af pietisme. I en periode tog han helt afstand fra Kristendommen, men meldte sig ind i den norske folkekirke igen, og for få år siden konverterede han til katolicismen. Både det religiøse og miljøet på Vestlandet spiller en central rolle i nærværende roman, hvor både tro, håb og kærlighed er under pres.

Fosse lader fortællingen foregå i en udørk, et udkantsområde på Vestlandet. Menneskene virker ensomme og har både hang til at drikke for meget alkohol og til depression. Hovedpersonen, fortælleren Asle, er kunstmaler og bor ude på landet, hvor der bor også en anden Asle, fortællerens alter ego, der er stærkt alkoholiseret.

Store dele af romanen kredser om de tanker kunstmaleren Assle gør sig om den drikfældige Asle. Førstnævnte har dårlig samvittighed, hvilket illustreres af en række sproglige gentagelser, tanker, der hele tid kredser sig om, og vender tilbage til hans dårlige samvittighed over for vennen. Vi følger hans indre monologer, hans bevidsthedsstrøm, i en repetitiv stream of consciousness, uden et eneste punktum. Dette litterære greb bevirker, at romanen består af en lang række gentagelser. Præcist og gribende beskrives det, hvordan de fleste menneskers bevidsthed hele tiden vender tilbage til de samme smertepunkter.

Kunstmaleren Asle lever isoleret og er ret ensom. Han har blot kontakt med sin hjælper og nabo Åsleik. Forholdet til ham er ret tvetydigt, da han på den ene side er glad for hans hjælp, men på den anden sige er han også lidt træt af ham, ja måske kan i virkeligheden ikke særlig godt kan lide ham. Perifert skildres kontakten til den galleriejer, der udstiller Asles malerier. I Asles tankestrøm indgår også en situation, hvor han ser sig selv som ung, og hvor Fosse bryder tankestrømmen ved at slå over i en dialog.

Han ser sig selv i en situation med en ung pige på en gynge. Situationen har en række erotiske undertoner, men viser også, at den unge er usikker og frustreret: “er det noget der sker i virkeligheden? eller er det bare noget jeg tænker? noget jeg husker er sket? noget jeg selv var med til engang?” Vi ser altså forskellige aspekter af Asles liv. Men også i denne dialog er der mange gentagelser, og de kan være med til at gøre romanen noget langtrukken og tung. Det samme kan man sige om dens totale mangel på punktummer, som får læseren til at gispe efter vejret. Nøjagtigt som vi gør, når livet er svært.

Det dagligdags tankespor afbrydes af refleksioner over religiøse problemstillinger. Et ledemotiv kan man næsten kalde det, og det går igen gennem hele romanen. Det består af dele af den katolske messe og liturgi, og starter allerede med romanens motto og slutter med lange passager af den katolske rosenkransbøn. Disse ledemotiver, som udgør en væsentlig bestanddel af den katolske messe er af helt rituel karakter, og de virker beroligende og trøstende på hovedpersonen. Jegfortælleren tror på ritualet, som styrker hans tro. I modsætning til dette virker de mange andre religiøse emner, der tematiseres meget mere tvetydige: “og jeg tænker at Gud måske ikke findes, nej selvfølgelig findes han ikke, han er, og hvis jeg ikke var fandtes Gud ikke, tænker jeg”.

Der rejses en vis tvivl, der ligger det meget godt i forlængelse af Fosses gudsopfattelse: gud er i det enkelte menneske, eller Guds rige er iblandt os. Det er en af Fosses centrale synspunkter på religion. Også dåben problematiseres, den er ikke kun et ritual, men gøres også til et menneskeligt anliggende: “for man behøver selvfølgelig ikke at blive døbt med vand for at blive døbt, man kan også blive døbt i sig selv, ved den ånd man har i sig, ved den ånd man har og er, den ånd man har fået ved at være født
som menneske”.

Alle disse religiøse temaer er nok de mest spændende i romanen, og er i høj grad med til at sætte alle de trivielle dagligdags foreteelser i et filosofisk lys. Det er en dybsindig roman i al dens enkelhed. Mesterligt rammer den lige der, hvor mange har ondt. Nemlig i eksistensen. Hold da op, hvor jeg glæder mig til at læse Septologiens øvrige bind.

Jon Fosse: Det andet navn. Septologien I, Batzer & Co., 24. november 2019, 260 sider. Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer.