Anne Holt: Vejrbidt
Der gik kun en dag, fra jeg havde læst den første bog i serien om den forhenværende kendisadvokat Selma Falck, før jeg måtte kaste mig over næste bog Her tager Anne Holt afsæt i Norges hemmelige hær; de såkaldte ’stay behind’-grupper, der opstod efter 2. verdenskrig, og norsk nationalfølelse, der rækker langt ud over, hvad et moderne samfund kan forestille sig.
Selma Falck er omsider kommet på ret kurs efter at have spillet sig fra hus og hjem. Hun er ikke længere på fattigdommens rand og arbejder som selvstændig efterforsker med sin ven, den tidligere politimand og paranoide hjemløse Einar Falsen, som hjælp. Einar er installeret i Selmas gamle hummer af en lejlighed, men trives der med Selma som den eneste besøgende. Selma har ingen kontakt til sine to voksne børn, men da hendes datter skal giftes, vælger hendes kommende svigersøn og fremtrædende medlem af Fremskridtspartiet, Sjalg Petterson, at invitere Selma med til brylluppet. Lykken varer dog kort, for under Sjalgs bryllupstale får han et anafylaktisk chok og dør.
Ikke længe efter dukker bryllupskokken, den unge stjernekok Jesper Jørgensen, op hos Selma for at bede hende om hjælp. Hans restaurant er ved at gå nedenom og hjem efter tragedien, og han vil have Selma til at finde ud af, hvem der var skyld i, at Sjalg kom i kontakt med nødder, trods alle de forbehold de havde taget sig. Selma indvilger modvilligt i at hjælpe ham – mest af alt fordi hun selv er nysgerrig efter at finde ud af, hvad der gik galt, men også fordi den unge mand vækker noget i hende.
Samtidig er justitsminister Tryggve Mejer og familie i stor modvind. De er ofre for hadefulde og personlige kommentarer på de offentlige medier, og det skaber splid i den ellers velfungerende familie på tre. Tryggves kone vil have, at han trækker sig helt fra politik for at beskytte sin familie. Hvis ikke han gør det, har hun i sinde at forlade ham. Tryggves datter, Selma, prøver at redde sin familie – på en måde ingen havde kunnet forestille sig.
Med afsæt i sin baggrund som uddannet jurist, journalist og tidligere justitsminister er det noget af et gedigent håndværk Anne Holt leverer i Vejrbidt. Vi følger både virkelige og opfundne politiske personer i historien, alt imens en intens kamp mod tiden finder sted for både Selma og hendes forfølgere. Alle historier er gennemarbejdede, og alle løse ender bliver bundet, hvilket jeg synes kendetegner Anne Holts spændingsromaner. Historien starter med, at Selma vågner op gennembanket og alene i en isoleret fjeldhytte, der er ved at brænde ned. Her kæmper hun en kamp for at overleve, mens vi hører om tiden op til hendes nuværende situation. En seriøst intens start på en virkelig god spændingsroman, hvor man som læser sidder med hjertet op i halsen og febrilsk vender siderne for at se, om Selma Falck klarer den.
Anne Holt, Vejrbidt, Modtryk, 412 sider, oversat af Ilse M. Haugaard, februar 2020