Oliver Jeffers En fabel om Fausto
“Der var engang en mand, der mente, at han ejede alt, og han tog ud for at se på alt det, der var hans.”
En fabel er en fortælling, der ofte er satirisk og moraliserende, og som næsten altid har en meget tydelig morale eller pædagogisk pointe. Vi kender bedst genren fra den franske fortatter og poet Jean de La Fontaine og den græske forfatter Æsop, som begge har dannet litterære forbilleder.
En fabel om Fausto, er en meget smukt illustreret bog, der henvender sig både til børn, unge og voksne. Den fortæller historien om manden Fausto, der ærgerrigt, ønsker at eje hele verden. Vi følger hans vandring gennem naturen, hvor han fortæller bjerge, blomster, geder, træer, marker, skove og søer, at han ejer dem. Hvis de siger ham imod, intimideres de til at underkaste sig – til rent fysisk at bøje sig for ham.
Men da han ved slutningen af sin rejse møder havet, får piben en anden lyd. Da han påberåber sig dets underkastelse svarer det: “du ejer ikke mig”. Det gør Faustos vred og magtesløs, og hovmodigt hopper han i havet, selvom han ikke kan svømme.
Bogen er skabt af den prisvindende illustrator Oliver Jeffers, og illustrationerne, der er skabt udefra litografier er smukke, stemningsfulde og enkle. Der bruges ganske få ord, og bogen er læst på cirka fem minutter. Dens morale er ganske fin – mennesket kan og må ikke besidde og knægte naturen.
For at understrege pointen har Jeffers kaldt sin hovedperson Fausto, som en vel prætentiøs reference til den ikoniske litterære figur, Faust, som vi møder hos blandt andre Goethe og Marlowe. En spændende figur, som tegner et tidløst og mytologisk billede på det altid utilfredse, altid stræbende menneske, der aldrig kan få nok. Mennesket som er villig til at indgå pagt med djævelen for at få alt, hvad det begærer.
Så langt går denne politisk korrekte historie om Fausto ikke. Den skøjter høfligt og smukt på overfladen, så den ikke træder nogen over tæerne. Til gengæld er pegefingeren højt løftet: du skal ikke hoppe i havet, hvis du ikke kan svømme. Du må ikke tage, hvad der ikke tilhører dig.
Time Magazine kårede En fabel om Fausto, som en af sidste års 10 bedste børne- og undgdomsbøger. Man kan undre, sig over, at der ikke skal mere til. Når det er sagt kan den smukke, ufarlige bog være en meget fin dåbsgave. For moralen fejler ikke noget. Og de smukke litografier, kan sende tankerne på langfart. Uden at fornærme nogen.
Oliver Jeffers (f. 1977) er prisvindende illustrator og forfatter, hvis billedbøger har ligget på New York Times’ bestsellerliste, og er udgivet i 39 lande og verden over har solgt 6 millioner eksemplarer. Han er født i Australien, opvokset i Nordirland og lever i dag i Brooklyn. Forlaget Carlsen har tidligere udgivet Træet (2018), Hjertet og flasken (2018) og Her er vi (2018) af Oliver Jeffers.
Oliver Jeffers: En fabel om Fausto, Carlsen, 3. marts 2020, 96 sider, oversat af Camille Schierbeck.