Det er en fremragende idé at genudgive Amalie Skrams dobbeltroman
Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen, der begge udkom 1895. De to romaner er – desværre – uhyggeligt aktuelle på mange måder.

Amalie Skram blev født i Norge i 1846, og efter et kortvarigt ægteskab med en skibskaptajn, der førte hende verden rundt, blev hun skilt og flyttede til København. Her blev hun gift med den danske forfatter Erik Skram. Amalie Skram debuterede med ægteskabsromanen Constance Ring i 1885. Den blev en del af den omfattende debat om kønsmoral kendt som Sædelighedsfejden (1883-1887), der var det moderne gennembruds mest markante udtryk.

Det var især mænd, der førte an i debatten. Blandt andre Henrik Ibsen, som skrev det banebrydende skuespil Et Dukkehjem, og Georg Brandes forelæsninger, hvor hovedtemaerne er kritikken af den patriarkalske familie med dens monopolisering af seksualiteten og undertrykkelse af kvinden. Amalie Skram var en af de få kvindelige forfattere, der gik ind i debatten. Men undervejs får hun flere nervøse sammenbrud, og lader sig indlægge på Kommune Hospitalets 6. afdeling, hvor man behandlede sindssyge, som det kaldtes dengang. Senere overflyttes hun til Sankt Hans Hospital, som romanen På Sct. Jørgen handler om.

Romanen Professor Hieronimus er selvbiografisk, og bygger på Amalie Skrams eget ophold på Kommunehospitalet. Hun vælger dog en fiktiv form, og kalder sin hovedperson Else Kant. Professor Hieronimus er et åbenlyst portræt af 6. afdelings overlæge Knud Pontoppidan, bror til den kendte forfatter Henrik Pontoppidan. I romanen rettes der en stærk kritik imod overlægen og hele det psykiatriske system. Ved indlæggelsen udbryder en chokeret Else Kant: “Jeg vil ikke ind. Her er jo låset, som var det et fængsel”, og lidt senere siger hun: “Her kan de umuligt anbringe mig. Det er jo celler, og jeg er ikke sindssyg”.

Ikke desto mindre bliver Else Kant indespærret på ubestemt tid, hvad der bestemt ikke gør hendes helbred bedre. Hospitalet er et veritabelt fængsel, og patienterne behandles som fanger. Det er et meget stærkt portræt af institutionernes umenneskelighed, og historien om Else Kant er et rystende stykke psykiatrihistorie.

På trods af egne vanskeligheder og frustrationer, har Else Kant dog overskud til at solidarisere sig med sine medpatienter og sygeplejerskerne. Else Kants oprør bliver også et oprør imod det patriarkalske system, et system domineret af mænd, læger og ægtemænd. Hendes “galskab” bliver f.eks. koblet sammen med hendes vrede imod ægtemanden: “Overlægen skiftede farve” og siger til Else: “Jeg forstår nu Hieronimus’ adfærd imod Dem. Og hr. Kant den stakkels mand”.

Romanerne giver et rystende indblik i, hvordan folk med sindslidelser blev betragtet og behandlet i 1880’erne.

Så meget at de to værker i samtiden skaber en meget heftig debat, der rent faktisk ender med, at presset imod Knud Pontoppidan bliver så stort, at han vælger at forlade sin stilling.

Det er spændende og gribende læsning, skrevet i et forbløffende letlæst nutidigt sprog. Forfatteren Karen Fastrup har begået et eget meget instruktivt efterskrift, hvor hun sætter romanen ind i dens tidsmæssige relevante sammenhæng. Karen Fastrup får også mindet os om, at romanerne udkom før Freud fremsatte sine teorier om psykoanalyse. Hvis Freud havde kendt romanerne, kunne han godt have været inspireret af Amalie Skrams tanker.

Det kan på det varmeste anbefales at læse dette tankevækkende og stærke værk. Dels er den en fremragende perspektivering til samtidens debat om rettighederne for psykisk syge, og dels er det en stærkt psykologisk roman om sind, styrke og kamp.

Amalie Skram: Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen, Gyldendal, 19. februar 2020, 400 sider.