“Hvad nytter den overhovedet? spurgte den. Hvad nytter kunsten? Brænder verden ikke alligevel?”

“Bulgakovs kat” er på mange et måder et finurligt værk. Og man kan med rette spørge, hvad katten det egentlig går ud på. Litteraturhistorie, samfundskritik, skriveblokering, sex, drifter og ikke mindst katten som litterært dyr, er bare nogle af elementerne i denne rablende, fabulerende metaroman. Men mest af alt, er den et forsvar for kunsten. En kærkommen påmindelse om den ro og den reflektion, som kunsten og litteraturen kan bringe med sig. Men det er også en dystopisk beretning, om hvor galt det kan gå, hvis vores sprog og vores moral forsvinder.

Bogen handler om en kvindelig forfatter, der bor i København med sin 5-årige datter. Hun beslutter sig for at holde op med at skrive, fordi hun tænker, at hendes værker alligevel ikke kan ændre en brutal og kaotisk verden. Hendes trang til skrive, til at skabe litteratur, hendes kunstnerisk åre viser sig dog at være en stærk drift, der ikke kan holdes nede.

Driften materialiserer sig rent fysisk i form af en kæmpestor og meget sjofel hankat, som tager hende med på en fantasirejse til steder som det “moralfri rum”.

Det er denne rejse som bogens noget kryptiske titel henviser til. Rejsen er nemlig en litterær reference til den kendte russiske forfatter Michaíl Bulgákovs berømte roman “Mesteren og Margarita”. Her optræder katten Behemot, som en dæmonisk størrelse, som Satan har med sig, da han udøver hærværk i det litterære miljø i Moskva.

Hos Djørup er katten også dæmonisk og repræsenterer genialt det fald, vi åbner op for ved at undertrykke kunsten og skabertrangen. Man kan måske slå sig lidt på de meget bramfrie og bevidst klicheprægede gloser, der bruges, når katten beskrives. “Store nosser” og “lyserødt røvhul” med mere. Men det er de eneste ord, der er tilbage, når den kunstneriske åre undertrykkes. Undertrykkes kunsten, åbnes der op for forråelsen af sproget, og poesien forsvinder.

Det kan måske synes en anelse fortænkt, men budskabet er fremragende. Samtidig indeholder romanen nemlig også mange meget smukke og sanselige beskrivelser af det birketræ, som reprænsenterer den åre, som kunsten kommer af: “De dunede knopper bristede sidst i april. Birkens flor blev et blødt gardin.”

Som genre er metaromanen ofte svært tilgængelig, fordi den kommenterer sig selv, litteraturen og skriveprocessen. Men omvendt kan den skønlitterære metaroman reflektere, kommentere og mane til eftertænksomhed. Og det er netop det “Bulgakovs kat” gør. Hvad sker der, hvis kunsten og litteraturen forsvinder?

Adda Djørup: Bulgakovs kat, Rosinante, januar 2020, 179 sider.