Søen er livsnerven for den lille landsby Boros. Indbyggerne er fiskere eller arbejder på fiskeforarbejdningsfabrikken. Men noget er ikke som det skal være. Søen trækker sig langsomt sammen og bliver mindre, og med den forsvinder også arbejde og livsgrundlag.

Det er ikke fordi, det var nemt i forvejen i den fattige lille flække. For Nami er det nok værre end for de fleste andre. Hans forældre er væk, og han vokser op hos sine bedsteforældre. Da bedstefar forsvinder på søen bliver fattigdommen overvældende, og til slut dør bedstemoren også, og Nami må spise nådsensbrød hos den lokale og ikke mindst brutale kholkos-leder.

Vi er et unavngivet sted i Østeuropa hvor russerne stadig regerer og hvor venlighed er et sjældent syn. Nami rejser derfor til hovedstaden i jagten på et bedre liv og for at finde sine forældre. Søen kan han ikke bruge til så meget længere, den giver ikke andet end eksem og fortvivlelse.

Namis rejse gennem et falleret østland og et ødelagt landskab er en rejse for at finde mening i et liv, der er præget af svigt, tab og hvor selv naturen har givet op over for menneskers hensynsløshed og vold(tægt).

Bellová skriver om søgen efter sine rødder i en omskiftelig tid, om menneskers ligegyldighed over for det samfund og den natur, de lever af, men også om håbet om et bedre liv imod alle odds. Det er ikke en opløftende roman, men den er velskrevet og en af de (forbløffende) få romaner, der tager konsekvenserne af klimaforandringer og deres indvirken på vores dagligliv op.

Der sker meget i østeuropæisk litteratur for tiden (måske har der altid gjort det?) og flere mindre danske forlag er heldigvis klar til at oversætte og udgive det på dansk – Bellová er tjekke med bulgarske rødder. Jensen & Dalgaard er et af de forlag, og de har endda været så overskudsagtige, at oversætteren også får en halv siden til præsentation af sig selv. Tak for det, en god oversætter er en forudsætning for en god roman!

Bianca Bellová: Søen. 242 sider, Jensen & Dalgaard. Oversat af Peter Bugge, udkommer 27. februar 2020