// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Ivan Bunin: Herren fra San Francisco og andre fortællinger
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Noveller

Ivan Bunin: Herren fra San Francisco og andre fortællinger

Skrevet af den 18. februar 2020 – 07:54Ingen kommentarer

Når man ser listen over nobelpristagere i litteratur er der mange ukendte navne. Nogle forfattere er fortjent glemt af tiden, mens andre dukkede sig for historien og er uretfærdigt blevet forputtet i et afsidesliggende litterært hjørne. Ivan Bunin hører til de sidste, i hvert fald i Danmark – i Rusland læses han ifølge efterskriftet stadig.

Herren fra San Francisco er en samling af hans noveller fra flere novellesamlinger, skrevet mellem 1915 og 1949. Bunin skriver om fortvivlet kærlighed, om dødens uundgåelighed og med en undertone af melankoli over livets forgængelighed. Novellerne er ikke politiske, men de peger alligevel tilbage til det gamle Rusland, til tiden før verden gik af lave. Den russiske lavadel som Bunin tilhørte forsvandt med revolutionen i 1917, og dermed forsvandt også herregårdene, haverne med de duftende syrener og de anspændte unge piger, der ikke havde andet at tage sig til end at vente på en ægtemand.

Flere af novellerne kredser om kærligheden og den erotiske forbindelse. Bunins personer søger den følelsesmæssige og seksuelle tilfredsstillelse, men kommer til kort i en verden, hvor kvinder og mænd ikke forstår hinanden, fordi konventioner og afmagt ligger sig i vejen. Lige under afmagten ligger også dødens allestedsnærværelse, for menneskesjælen og menneskelivet er hos Bunin kun en stakket frist; som i titelnovellen hvor en forfængelig amerikaner på rejse i Europa, der på udrejsen muntrer sig i de riges saloner, men som ydmyget af den nådesløse død rejser hjem i en kiste i skibets dybeste lastrum.

Herren fra San Francisco og andre fortællinger er en interessant novellesamling med det bedste af en uretfærdigt overset russisk forfatter.

Ivan Bunin: Herren fra San Francisco og andre fortællinger. 286 sider, Bechs Forlag. Oversat af Trine Søndergaard, 2020

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.