// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » H.G. Wells: Dr. Moreaus ø
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » klassiker, Roman, Samfund, Science fiction, Thriller, Videnskab

H.G. Wells: Dr. Moreaus ø

Skrevet af den 11. maj 2020 – 06:23Ingen kommentarer

Prendick bliver reddet efter et skibsforlis og havner på den mystiske Moreaus ø. Moreau og Montgomery er begge naturvidenskabelige folk, og det glæder dem derfor, at Prendick tilhører samme kategori.

Ganske hurtigt går gruen op for Prendick, mens han udforsker øens hemmeligheder. Moreau udfører i videnskabens navn hemmelige eksperimenter og vivisektioner på øen. Montgomery importerer dyr fra fastlandet, som Moreau så gennem biologisk manipulation omformer til nye menneskelignende dyrearter, der også til en vis grad besidder bevidsthed og intelligens. Samtidig indpræger han en “sandhed” i dyremenneskerne, som ophøjer Moreau til et gudelignende plateau.

Det går da også så galt, at et af de nye dyr, som endnu ikke er færdigomdannet, slipper løs. Moreau sætter efter, men mister livet. Hvad sker der, når en guddom dør? Ordenen forsvinder. Snart er Prendick alene mod et overtal af vilde dyr.

Nu har jeg ikke læst originalteksten, men oversættelsen fungerer fint stående for sig selv. Bogen har en behagelig stil og er for det meste let at læse. Kapitlerne er også korte, så tempoet er ganske højt i bogen. Det er science fiction, men der er bestemt også horrorelementer. I langt størstedelen af bogen er der en dyster stemning og endnu mørkere detaljer i handlingen.

Som i meget andet god science fiction finder vi også heri kritik af omverden og en frygt for fremtidens potentiale. Under bogens beskrivelser af menneskevæsnernes forståelse og indordning under den kyniske Dr. Moreau, gal videnskabsmand, og hans strenge love lurer en samfundskritik, hvor Prendicks overvejelser over etik og moral kan ses som afspejlinger af en verden, der er post-imperialistisk og præget af den industrielles revolutions eftervirkninger, hvor klasseskel var store, og samfundet var fastlåst. Man kan fornemme tanker, hvori Wells direkte eller indirekte advokerer for en frihed til at tænke og til at være.

På samme vis er der også en afstandstagen fra, hvad han anser som ugudeligt og en unaturlige omgang med især mennesket, når Prendick forsager “disse frygtelige karikaturer af min skabers billede” og længes efter “det gode og sunde samvær mellem mennesker”.

H.G. Wells’ værker er kanoniske inden for genren og i verdenslitteraturen generelt set, hvor Klodernes kamp er blandt de bedst kendte. Dr. Moreaus ø har en høj spændingskurve og nogle meget interessante og skræmmende tanker. Og så er den bare rigtig god og velskrevet.
Alle science fiction-fans bør læse noget af H.G. Wells, og Dr. Moreaus ø ville være et glimrende bud på dette. Desuden kan den også anbefales til læsere af horror.

H.G. Wells: Dr. Moreaus Ø og andre historier. Oversat og på dansk ved Niels Dalgaard. Science Fiction Cirklen, juli 2019. 249 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.