Erhvervskvinden Malou Aamund har skrevet en skønlitterær bog for at sætte fokus på kvinders rolle i hjemmet vs erhvervslivet og deres evne til at kræve sin ret og plads. Et puf i ryggen, eller en skideballe om man vil, i bogform. Virker det? Jeg er tilbøjelig til at sige, at bogen nok skal skabe debat, men at den ikke giver et særligt nuanceret billede på kvinder. I hvert fald ikke et troværdigt et af slagsen.

Vi bliver præsenteret for Maria i to former. To arketyper, som de færreste formentlig vil kunne nikke genkendende til. Den ene fremstilles som en husmor, der er meget dørmåttelignende i forhold til børn og mand, og den anden en karrierefikseret kvinde, der bruger andre som dørmåtte til at komme frem i livet. Den ene opfylder andres behov og virker ikke til at få den store kredit for det. Den anden fokuserer på egne behov og kunne ikke være mindre interesseret i andres holdning dertil. To modpoler, og forfatterens hensigt er, jf. pressemeddelelsen, at vi skal reflektere over, hvad vi ville gøre i deres sted

Begge Maria’er møder vi på deres 40-års fødselsdag, som udspiller sig meget forskelligt: den altopfordrende Maria får ikke en rar fødselsdagsmorgen, mens den anden Maria får lykønskninger, lovprisninger og lagkage. Groft sagt. Herfra opridses deres barndom, deres bekendtskaber og valg, og scenen er den samme – forældrene, søsteren Rebekka, veninden Tanja osv. går igen hos begge kvinder, men deres reaktioner, beslutninger og livssyn er milevidt fra hinanden. Egentlig synes jeg, Malou Aamund slipper bedst af sted med beskrivelserne fra barndommen hos den første Maria – her fungerer hendes sprog, iscenesættelser og personskildringer godt. Næsten helt troværdigt, og sproget flyder.

Der er morsomheder forbundet med begge kvinder, og det tror jeg bunder i, at de er så karikerede. I hvert fald vil de fleste kunne ryste på hovedet af nogle af deres beslutninger, og samtidig er der grund til at græmmes. Den første Maria, skal vi forstå, tillægger ikke sig selv nok værdi og kræver ikke sin ret over for en chef, der mener, hun har mistet grebet ved at være på barsel. Ej heller over for manden, der nægter at give mere af sig selv i de huslige pligter. Den anden Maria går til verden med træskoene holdt ud i strakt arm foran sig og skubber døre ind og mennesker væk, fordi hendes tro på sig selv og sin egen kunnen er så eksplicit. Netop kvinders selvværd er et vigtigt punkt for Malou Aamund at trække frem, formentlig velbegrundet i hendes karriere. Vi skal forstå, at kimen til kvindernes selvværd dannes tidligt i barndommen, og jeg synes, det er at tage munden lidt for fuld.

Hele ordspillet omkring karrierekvinder og husmødre finder jeg usexet og gammeldags – til bogens forsvar skal siges, at det ikke er betegnelser, der skrives eksplicit. Men det anes. Jeg er usikker på, om Malou Aamunds bog er en gave til debatten om, at man ikke behøver være det ene eller det andet, eller om det er en hån og understregning af, at sådan er det – man kan ikke vælge både karriere og familie til. Samtidig virker det som en konstatering, at man som kvinde på et tidspunkt har brug for at komme væk fra hjemmet efter nogle måneders barsel og få fyldt sine egne behov op.

Sætter bogen liv i debatten om ligestilling på en anden måde? Sparker det til myten om, at kvinder, der vælger mere karriere end familie, dermed bevidst vælger familien fra? Giver det os noget at læse om to forskellige Maria’er, som er så langt fra dem, vi kender i familien, på jobbet, i vennekredsen? Det er forfatterens hensigt, og jeg vil med glæde se frem til reaktionerne på bogen, men jeg har svært ved at se, hvad denne bog bringer af nyt til bordet.

Jeg kunne ønske mig, at der sættes fokus på, at man godt kan være indstillet på et godt arbejdsliv, samtidig med man vælger at bruge tid på sin familie. Og at en karriere ikke afskærer en fra at have familie. At det for eksempel ikke sætter en kvinde ud af erhvervslivet for good, fordi hun vælger at fokusere på mere familietid, mindre arbejdstid, når børnene er små. Jeg har hørt en klog mand sige, at vores samfund er skruet forkert sammen – vi skal knokle derudaf for lille løn, mens vores børn er små, og når de er store og ikke hjemme mere, kan vi arbejde mindre for en bedre hyre. Dét gad jeg godt, at Malou Aamund havde taget fat i i stedet for at give liv til det forældede 50’er billede af kvinder i hjemmet vs. udearbejdende kvinder, der tramper på alt, de kan komme i nærheden af. Ingen af dem vækker min sympati.

Maria, Malou Aamund, Gyldendal. 252 sider. Udgivet mart 2020