“Jeg stiller kroppen ind i verden / og trækker vejret ind / jeg stiller verden ind i kroppen / og puster vejret ud / det er det, jeg gør / jeg er / sørgekrop / vredeskrop / glædeskrop / kærlighedskrop / jeg identificerer mig med alt, med / (ild, jord, vand, luft).”

“Mit smykkeskrin” er ikke en let læst digtsamling. Den er kompleks, abstrakt og til tider en anelse fortænkt. Men samtidig er den hamrende smuk og gribende, fordi den på fineste vis tematiserer sorg, omsorg, savn, tab og kærlighed.

I en række intense og fortættede digte kaster Ursula Andkjær Olsen sig ambitiøst ud i at beskrive, hvordan økonomien på godt og ondt er en del af os, og påvirker hvordan vi handler, føler, tænker og taler. De økonomiske begreber har infiltreret hele vores livsverden.

“Barnet der tages ud af bankboksen/ og det skal ikke tilbage/ er skyldigt, har tabt sin mangel på gæld og er/ aldrig mere kun/ en gave / jeg dulmer, stilner, mildner/ din trang til at/ være gave igen/(kun dig).”

Barnet er “en gave”, der tages ud af bankboksen (læs: livmoderen). Moderskabet spiller en central rolle, og digtenes beskrivelse af det følelsesmæssige kropslige bånd og det kredsløb, vi er en del af, er gribende. For, hvad sker der, når vi ikke længere kan give livet videre? Når overgangsalderen sætter ind? Når barnet forlader os?

Fortællerjeget identificerer sig med alle facetter af livet og skabelsen, og i et næsten cyklisk mantra af serielle digte hober ordene sig op i modsætninger og ordleg. Nogen steder mere leg end indhold og substans: “menneskelig varme / umenneskelig varme / overmenneskelig varme / førmenneskelig / eftermenneskelig.”

Andkjær Olsen kalder digtsamlingen for “Mit smykkeskrin”. Det kan både tolkes som et symbol på jeg’ets krop, livmoder og livet som sådan. Digtsamlingen skildrer nemlig jeg’ets tilstedeværelse i livet og i eksistensen i sammenhæng med både det nære og det universelle. Til det bruges der mange fysiologiske og kropslige beskrivelser. Jeg’et er særdeles bevidst om dette og synes at fastholde sig selv i dem. Det medfører isolation og udelukkelse fra andre menneskelige relationer. Et af digtsamlingens væsentligste temaer er ensomhed i både det nære og i det universelle. Det nærmeste jeg’et kommer er kontakten med sin søn: “i det øjeblik kunne jeg se/ mit barns krop var en bylt fuld af/ organer, knogler, bindevæv…/ og min krop var det samme/ og så sov vi.”

Digtsamlingens ekvilibrisme og tårnhøje abstraktionsniveau gør den svært tilgængelig. Der leges virtuost med sproget, men også med begreberne. Absolutterne brydes op, og vi møder en splittet og rådvild person, i et vakuum mellem løgn og sandhed. Mellem sorg og glæde. Længsel og savn. Ensomhed og samværd.

Men digtene og deres mange virtuose modsætninger maner til kærkommen reflektion og eftertænksomhed. For kan man elske og hade på samme tid? Kan man give slip og holde fast på samme tid? Digtsamlingen slutter resigneret: “menneskene skulle aldrig have været andet/ vi skulle aldrig have været andet end de dukker/ brikker/ vi dengang var.”

Digtsamlingen er meget smukt illustreret med fotografier af billedkunstneren Sophia Kalkau. Det er ligeledes Sophia Kalkaus installation “Uterus” (livmoder), der pryder bogens forside, badet i blodrødt lys. Desuden kan man se snapshots af flere af Ursula Andkjær Olsens digte på hendes hjemmeside.

Ursula Andkjær Olsen er cand. mag. i musikvidenskab og filosofi fra Københavns Universitet og Technische Universität, Berlin. Hun har skrevet klummer i Information og været pladeanmelder for Politiken. I dag er hun rektor for Forfatterskolen.

Ursula Andkjær Olsen: Mit smykkeskrin, Gyldendal, 31. januar 2020, 244 sider.