“Lyd af skyer opfanget af øret/ gennem et liv, horder/ af skyer passerer/ uden tyngde over himlen, over/ de røde skovmyrer på stien, vækker mig/ i min døvhed.”

Lyden af skyer er en fuldstændig fantastisk digtsamling, der poetisk og sanseligt beskriver høresansen. Den er fjerde bind i Pia Tafdrups fremragende række af digtsamlinger om de fem sanser. Forud for Lyden af skyer er en digtsamling om smag (Smagen af stål), lugt (Lugten af sne) og synssansen (Synet af lys). Og nu følger altså fjerde bind i rækken med den pirrende og poetiske titel Lyden af skyer.

En næsten zenagtig titel, der peger henimod Zenbuddismen, hvor man netop maner til reflektion og eftertanke ved at stille tankevækkende og paradoksale spørgsmål. For eksempel, hvordan er lyden af én hånd, der klapper? På samme måde undres vi her. Hvordan er lyden af skyer? Nysgerrigheden skærpes og digtsamlingens suveræne sanselighed og taktilitet gør raffineret læseren bevidst om sansen lyd, og alle de lyde, som man er omgivet af i dagligdagen uden at man registrerer dem, eller er bevidst om dem.

Dette dagligdagens lydtæppe er vævet af de helt almindelige hverdagslyde, der vækker glæde og de rædselsfulde lyde, der i værste fald varsler undergang.

Digtene er æstetiske både i layout, komposition og fremtrædelsesform. Et godt eksempel på en fremragende sammenstilling af de enkelte digte er, at Pia Tafdrup lader et stort digt om hverdagslyde følges af digtet Konkyljen, hvor lyden i konkyljens sneglegange skaber længsel: “hører jeg fra skjulet i det snoede længslen kaste sit skær i mit blod”.

Dagligdagens lyde starter voldsomt genkendeligt med at “Vækkeurets larmen saver gennem kranieskallen“. Sanseligt folder digtet sig ud og bliver en bevidstgørelse af alle de dagligdags lyde, der omgiver de fleste mennesker i deres liv. Lyde, der både kan være voldsomme, irriterende, men også idylliske og smukke, som i digtet om biernes summen i lindetræerne. Digtet Gennem det åbne Vindue opleves befriende og glædesfrembringnede; lyde af elskov, men det sættes i kontrast til uønskede lyde: “En virus af lyde på over 90 decibel, og ikke mindst de smertefulde over 105.”

Pia Tafdrup formår mesterligt at beskrive den oplevelse som lyden af musik frembringer ligesom hun taler om stilhed, både stilheden, eller pausen, før musikken, men også om stilheden før et uvejr bryder løs.

Det er en meget, meget smuk, poetisk og sanseudvidende digtsamling, der nysgerrigt lægger øre til eksistensens mangefacetterede pulsslag.

I digtet Edvard Munch: Skriget skildres angsten afsindigt smuk, og i farver, og dermed måske ikke helt så ubærlig længere. Alle dissse billeder fremkalder noget flertydigt og mange følesesmæssige nuancer:

“Skriget sprænger sig vej,/ bølger over en feberhimmel af blod og ild,/ ryster solnedgangen, bølger blåsort”

Hele digtsamlingen afsluttes meget smukt både med hensyn til både indhold og form:

“Stilheden/ kommer os undertiden i møde/ som en længe savnet ven, tys!”

Læs denne sublime digtsamling og få skærpet sanserne. Det er både storslået, stærkt og bevidsthedsudvidende.

Pia Tafdrup: Lyden af skyer, Gyldendal, februar 2020, 158 sider.