// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Charlie Donlea: Kvinden i mørket
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi, Spænding

Charlie Donlea: Kvinden i mørket

Skrevet af den 3. februar 2020 – 06:15Ingen kommentarer

Charlie Donlea udkommer nu for første gang på dansk, og de danske læsere kan godt glæde sig, for Donlea forstår at levere et troværdigt plot, interessante karakterer og en spændende afslutning.

Rory Moore er retsmedicinsk rekonstruktør. På grund af sit skæve og anderledes sind er hun i stand til at opklare drabssager, som alle andre har opgivet, for hun kan se sammenhænge, der er skjult for andre. Hun bliver bedt om at se på et uopklaret kvindedrab, men inden hun kan komme i gang, dør hendes far. Mens hun tømmer hans advokatkontor, falder hun over nogle papirer, som vender op og ned på alting.

Hendes far var advokat for en forbryder med tilnavnet Tyven, som nu står over for prøveløsladelse efter 40 år bag tremmer, og Rory er nødt til at overtage sagen. Da hun gennemgår sagsakterne, åbner de for mange spørgsmål. Tyven blev kun dømt for drabet på sin kone, Angela, men man mistænkte ham for at stå bag mindst fem andre kvinders forsvinden. Rory kan mærke sin underbevidsthed arbejde – kan hun finde ud af, hvad der virkelig skete for 40 år siden?

Jeg er begejstret for Charlie Donlea og hans måde at bygge historien op på. Der er ikke en masse vildledende spor og overflødige bloddryppende detaljer. Handlingen skifter mellem fortid og nutid, hvor det ene spor følger Angela i 1979, mens det andet følger Rory i nutiden. Man fornemmer hurtigt, at der er en sammenhæng mellem historierne, men jeg blev alligevel overrasket over plottwistet, da de blev flettet sammen.

Noget af det mest iøjnefaldende ved historien er Rory – hun er en original karakter, der både er ekstremt intelligent og hårdfør, samtidig med at hun er enormt sårbar. Dualiteten i hende er fascinerende og godt udtænkt. Det er næsten ærgerligt, at Charlie Donlea skriver enkeltstående bøger, for jeg ville gerne lære Rory bedre at kende.

Hvis du er fan af Harlan Coben, vil denne bog helt sikkert være noget for dig.

Charlie Donlea, Kvinden i mørket, Forlaget Jentas, 317 sider, oversat af Anne Mette Poulsen, februar 2020

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.