Den amerikanske tegner forfatter Nick Drnasos grafiske roman “Sabrina” er blevet rost til skyerne. Både af et enigt anmelderkorps og af forfatteren Zadie Smith, der har udtalt, at værket er den bedste bog hun nogensinde har læst. Den var nomineret til The Booker Prize i 2018, og er kåret som en af de bedste bøger samme år af The New York Times.

Så mine forventninger var naturligvis tårnhøje, da jeg gik i gang med det digre værk. Og de blev indfriet til fulde på trods af, at jeg frøs til is flere gange undervejs.

Bogen er simpelthen noget af det mest det mest uhyggelige, jeg længe har læst. En kvinde, Sabrina forsvinder sporløst. Efter nogen tid, dukker der en video på nettet, som viser en grusom og sadistisk henrettelse af hende.

Det er Sabrinas morder, der har sendt den til en række nyhedsstationer og kort efter dukker den op de sociale medier. Herefter går konspirationsteoretikere i selvsving, og stiller spørgsmål ved dens ægthed. Familie og venner chikaneres på det grusomste, og anklages for at være skuespillere og medsammensvorne som en del af en større sammensværgelse. En sammensværgelse, der har til formål at skræmme befolkningen, så man kan få dem til agere på bestemte måder, og dermed kontrollere dem.

Samtidig følger vi Sabrinas kæreste, den totalt knuste Teddy, der er apatisk og handlingslammet af sorg. Han magter ikke en hverdag, og flytter ind hos sin barndomsven Calvin, der er udstationeret på en militærbase i Colorado. Hos Calvin runger tomheden hult – hans kone har lige forladt ham sammen med deres lille datter. Enten er værelserne i huset tomme eller også er de fuldstændig rodede. Et raffineret billede på Calvin sindstilstand. Calvin er datamatiker og arbejder med – naturligvis – med overvågning.

Billesiden er sat i dæmpede farver, og der emmer en klaustrofobisk tomhed ud fra den. En tomhed, der er umulig at undslippe. For mennesket er grundlæggende alene. Siderne er næsten irriterende kompakte – proppet med små felter, der er svære at overskue og læse. Det er genialt, fordi det forstærker den klaustrofobiske stemning, som bogen emmer af.

Langsomt men sikkert kryber bogen ind under huden. Virtuost formår Drnaso at skabe et imploderede psykologisk drama om, hvad der sker når vores perception af sandheden, når den kommer igennem offentlighedens vridemaskine. Hvad er sandt? Hvad er falsk? Hvad er fake news? Hvad kan vi tro? Hvad vil vi tro? Hvor går grænserne?

Det er også en fortælling om stor, stor sorg, fremmedgørelse og vores menneskelige forfald. For hvad skal der til for at vi kan opretholde os selv? Teddys dybe fortvivlelse og depressive adfærd er så stærkt skildret, at vi mærker hans fortvivlelse på vores egen krop – og det er barskt!

Den meget langsomme, ja næsten stenede epik, det geniale narrative perspektiv, gør at vi ikke kan undslippe fortællingen. Vi mystificeres. Vi overraskes. Vi forvirres. Vi væmmes. Vi involveres. Hold nu op, hvor er det godt!

Sabrina er intet mindre end et mesterligt billede på et fremmedgjort samfund, hvor sandheden og vores opfattelse af den, har lidt alvorlig skade af digitaliserings misinformation, paranoia, fake news og komplotteorier. Nick Drnaso er amerikaner og Sabrina kan meget vel læses som en besk, men raffineret, kommentar til Trumps dystopiske kontrol – og overvågningssamfund. Samtidig er den en dyb og skarp overvejelse af hvem vi er, og hvor vi er her og nu. Et eksistentialistisk mesterværk. Intet mindre.

Nick Drnaso: Sabrina, Fahrenheit, 9. januar 2020, 204 sider. Oversat af Astrid Skov-Jakobsen.