Marianne Monteau: Mit navn er Viktor
Det er altid så dejligt, når man får mulighed for at læse fortsættelsen på en god krimiserie inden for en kortere periode. Monteau udgav de første to bøger i serien om politiassistent Lucy Kiehl fra Aarhus i september 2019 og er allerede på banen med den tredje – heldigt for os!
Lucy er udlånt til Københavns Politi og skal snart tilbage til Aarhus. Det er ikke ligefrem lysten, der driver hende, da hun helst vil undgå at blive konfronteret med Lars Gedde også kaldt ’Gedden’, som hun har haft en hemmelig affære med og som stadig ikke er gået fra sin kone. Derudover er Lucys mor for nylig afgået ved døden, og Lucy og hendes søster er bestemt ikke på god fod. Derfor er det ikke svært at overtale Lucy til at forlænge sit ophold i København, da den kendte byggematador Bernt Thaulow bliver skudt og dræbt i døren til sit store hus på Frederiksberg.
Lucy kaster sig over opgaven som et rovdyr over en luns kød, og der går ikke længe, før hun i modsætning til alle er overbevist om, at den ellers så polerede overklassefamilie ikke har rent mel i posen. Hun vender alle sten trods hendes overordnedes ønske om at få sagen lukket så hurtigt som muligt og afdækker en historie om et tragisk uheld, der er starten på en families langsomme fald.
Samtidig fører Monteau os med tilbage til 2001 og en mand, hvis skæbne bliver beseglet, en kvinde der forlader ham, og en grådig mand der ikke vil dele det, han mener er hans.
Endnu en gang har Monteau leveret en gennemarbejdet spændingsroman med et spændende plot. Mit navn er Viktor er ikke lige så bestialsk som hendes tidligere krimier, men nærmere en roman i et roligt tempo med et plot, som ligger så tæt på virkeligheden, at det er lettere at forestille sig, at det kunne ske, end det var med i de to foregående bøger. Det giver os en virkelig tankevækkende historie om en mands urimelige kamp for at se sin søn og et misbrug, han ikke er i stand til at komme ud af. Jeg er virkelig spændt på, hvad Monteau finder på i sin næste bog.
Marianna Monteau: Mit navn er Viktor, Grønningen 1, 350 sider, marts 2020