// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Zulay Magazieva: Det tabte Tjetjenien
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » International Politik, Journalistik, Roman

Zulay Magazieva: Det tabte Tjetjenien

Skrevet af den 3. februar 2020 – 20:22Ingen kommentarer

Zulay Magazieva har siden 2011 boet i Danmark, men det er hendes oplevelser i Tjetjenien, der er bogens fokus. Hun er uddannet journalist og jurist, og mens hun boede i Tjetjenien, arbejdede hun for såvel nyhedsmedier som den offentlige anklager og som frivillig i menneskerettighedscenteret Memorial, der blandt andet hjalp efterladte med at lede efter forsvundne familiemedlemmer.

Den journalistiske baggrund skinner tydeligt igennem hendes barske bog om Tjetjeniens historie og de voldsomme borgerkrige, der hærgede landet i 1990’erne og starten af det 20. århundrede, hvor russerne invaderede landet for at nedkæmpe dets forsøg på løsrivelse. Hun registrerer overgreb, bomber, snigmord, tortur og tab af familiemedlemmer ganske nøgternt. Fakta og andre menneskers oplevelser taler gennem hende, mens hun prøver at holde sig selv i baggrunden. Hun har selv grufulde ting i bagagen, som eksempelvis at se sin bror blive slæbt nøgen og bagbundet ud af familiens bolig. I alt har hun tre brødre, der dør helt meningsløst – den ene forudsætter hun død, fordi han er forsvundet.

Denne nøgne genfortælling af, hvad hun har set og fået fortalt, giver bogen et konstaterende præg – det var på den her måde, ingen brugte mulighederne for at gribe ind og ændre historiens gang, og det nytter ikke at håbe på en bedre verden. Det er en barsk og effektiv måde at formidle den krig, der for alvor brød ud efter Sovjetunionens sammenbrud.

Spændingerne mellem Tjetjenien og Rusland skyldtes blandt andet Stalins tvangsdeportering af tusindvis af tjetjenere under 2. verdenskrig. Han beskyldte dem for at samarbejde med nazisterne. Da de vendte hjem i løbet af 50’erne, blev de en ugleset underklasse, domineret af de russere, der rykkede ind og overtog deres boliger og land efter deportationerne.

Radikale islamister vandt stigende indflydelse i Tjetjenien, og de ulmende oprør mod russerne brød ud i krigshandlinger i starten af halvfemserne. Denne første krig mod et Sovjetunionen i gradvis opløsning, endte med en ydmygelse. De sovjetiske soldater måtte trække sig ud, men det ændrede sig under Putin, hvis bomber, jagerfly og soldater rullede hen over landet fra 1999-2009. I de første år var der tale om reel krig, mens det fra 2002, i russisk optik, var en antiterror-operation målrettet mod islamistiske terrorister. Det gik hårdt ud over civile og hovedstaden Grosnij, der blev sønderbombet.

I dag styres landet benhårdt af en præsident, som mange anser for at være Putins marionet. Det var da han kom til magten, at Magazieva opgav det sidste håb om bedre tider for Tjetjenien og valgte flugten. Inden det skete, havde hun modtaget adskillige dødstrusler, og lederen af Memorial var blevet dræbt. Nu har vi hendes foruroligende vidnesbyrd om krig, traumer og undertrykkelse i et land, der gennem århundreder har været i konflikt med dets store nabo, Rusland.

Zulay Magazieva: Det tabte Tjetjenien, Gyldendal, 202 sider, 2020 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.