’Nordic noir møder britisk krimi’ – Sådan beskriver forlaget Maria Adolfssons første krimi i hendes roste Doggerland-serie, og det er præcis det, den er. Den rå og barske natur på den fiktive, stormomsuste øgruppe Doggerland, som Adolfsson har ladet sin historie udspille sig på, leder mine tanker hen på den deprimerende og melankolske sindstilstand, efteråret bringer med sig i et lokalsamfund, hvor alle kender alle, samtidig med at et ægte mysterium udspiller sig.

Den 48-årige kriminalassistent Karen Eiken Hornby vågner morgenen derpå i sengen på et hotelværelse ved siden af sin chef, Jounas Smeed, efter at have fejret østersfestival i Doggerland. Det er bestemt ikke noget, hun er stolt af, og hun formår at snige sige ud af hotelværelset, uden at han vågner, og køre hjem til sig selv for at sove rusen ud. Nogle timer senere ringer hendes telefon. Der er sket et brutalt overfald med døden til følge, og offeret er tragikomisk nok Smeeds ekskone, Susanne.

Eiken bliver udnævnt som konstitueret chef for Doggerlands Rigspolitis Kriminalafdeling, indtil Smeeds alibi er fastslået. Hun bliver nødt til at finde en person, der har set Smeed forlade hotellet, så hun kan strege ham fra listen over mistænkte, inden hendes kollegaer opdager, at hun var den ukendte kvinde, han tilbragte natten med. Samtidig med at hun må afdække Susannes liv op til den fatale dag og afhøre alle i familien – selv Susanne og Jounas’ uregerlige datter Sigrid – vækker den unge kvinder minder i Eiken, som hun ikke kan bære at konfrontere.

Maria Adolfssons Fejltrin er skabt til langsom læsning på en doven søndag. Jeg skulle lige vænne mig til, at handlingen foregik i et helt andet tempo end de krimier, jeg normalt læser. Men efterhånden som Doggerlands regn og kulde trængte sig på, blev jeg dog mere og mere viklet ind i en historie, hvis rødder strakte sig fyrre år tilbage i tiden til nogle unge hippier, hvis største ønske var at leve uforstyrret og i fred. Lige indtil freden blev forstyrret af et bedrag inden for egne rækker og med en hemmelighed som først kommer for dagen nogle og fyrre år senere.

Adolfsson er virkelig god til at stykke interessante, komplicerede karakterer og bipersoner sammen, som man straks fatter sympati for – eller det modsatte, og så har hun skabt et vældig interessant plot, jeg ikke på noget tidspunkt gennemskuede. Jeg ser meget frem til næste Doggerland-krimi og en doven søndag i sofaen med regnen piskende på ruderne.

Maria Adolfsson: Fejltrin, People’s Press, 484 sider, februar 2020