“Or sagde at ilden blev så voldsom, fordi der var så meget plastik og papir i gaderne. Der var steder mellem husene hvor man ikke kunne komme igennem på grund af affald.”

Alle himlens fugle skriver sig smukt og stærkt, men også meget forstemmende ind i den genre, som vi i dag betegner som klimalitteratur. En genre, der sætter klimakrisen under poetisk lup, og spejler menneskets handlinger i forhold til miljøet og tydeliggør det håbløse i dem.

I nærværende værk følger vi en ung kvinde, der er alene tilbage i en verden, der er ødelagt af en ubestemt naturkatastrofe, der tilsyneladende er startet med en altødelæggende brand. Kun skraldet, der hober sig mere og mere op, kan trives i denne dystopiske verden, hvor storme hærger, solen brænder og vandstanden stiger og stiger.

I dette inferno af civilisationens vraggods prøver den unge kvinde at få en hverdag til at fungere samtidig med, at hun skal komme overens med den rungende ensomhed hun befinder sig i. Hendes eneste relation “Or”, som hidtil har passet på hende, er væk. Det eneste, der er tilbage er alle himlens fugle.

Kvinden beslutter sig for at forlade sit hjem, og vi følger hende på rejsen gennem det hærgede landskab, der hele tiden forandres af naturens luner. Pladser hun før kendte er nu søer. Træer er væk. Veje er oversvømmede. Fastland er blevet til øer. I det hele taget synes alt genkendeligt at være gået i opløsning. Som handlingen skrider frem, glemmer kvinden flere og flere ord. For når mennesket er alene synes ord uden betydning. Elegant stilles spørgsmålet. Kan vi leve uden ord? Og dermed – kan vi leve uden andre?

Det er isnende uhyggeligt, og på trods af det vidunderligt smukke og poetiske sprog, er bogen svær at komme igennem, fordi man hele tiden ønsker at vågne af mareridtet. Og det gør man kun, hvis man lægger bogen fra sig.

Alle himlens fugle er (desværre) et fremragende omend dybt forstemmende sindbillede på en samtid, hvor brande hærger og dyrearter uddør. Hvor vira spredes. På et samfund i opbrud og forandring. På en verden, der hvert øjeblik kan gå i stykker mellem hænderne på os.

Men den er også en eksistentiel reflektion over dødelighed, ensomhed, skabelse og afslutning. Menneskeheden kan dø – hvad enten det er via en selvskabt klimakrise eller sygdom. På denne måde får værket næsten en mytologisk karakter, der sender tankerne i retning af både dystopi og skabelsesberetning. Et interessant spændfeldt, der lader en dør med en sprække af håb stå på klem. For hvad sker der, når noget uddør? Opstår der så noget nyt?

Jeg anbefaler alle, at læse dette stærke poetisk opråb, som raffineret og nuanceret tegner et billede af vores kollektive dødsangst. Læs, læs, læs.

Rakel Haslund-Gjerrild: Alle himlens fuge, Lindhardt og Ringhof, 12. marts 2020, 200 sider.