Kunstig intelligens er et hamrende aktuelt emne, og forestillingen om, hvordan den skabes sammen med præmisserne for den, har forandret sig betydeligt over tiden. Fra at tro, at hjernen kan erstattes af en regnemaskine, og til at anskue intelligens som en myretue af samarbejdende enheder.

Drømmen om at mekanisere den menneskelige tænkning har rødder langt tilbage i historien. I litteraturen er de mest kendte eksempler Merry Shellys klassiker “Frankenstein” og Philip K. Dicks replikanter i kultromanen “Do Androids Dream Of Electric Sheep?”, som de fleste nok kender som den eminente film “Blade Runner”.

I den fremragende filosofiske science fiction roman “Maskiner som mig” stiller Ian McEwan det overordnede spørgsmål: Hvor går grænsen mellem det kunstige og det menneskelige? Og hvis en maskine opfører sig menneskeligt, ophører den så med at være en maskine?

Det kan måske lyde en anelse tungt, men bogen er en af de mest interessante og fascinerende romaner, jeg har længe har læst. Jeg for fuldstændig fascineret igennem denne uhyggelige og vanvittigt aktuelle og tankevækkende roman, der tematiserer robotters muligheder og begrænsninger. For kan man kopiere (eller forstå) vores evne til abstrakt tænkning med mindre man først har forstået vores helt grundlæggende evne til at spille sammen med det omgivende miljø? Ifølge mange teorier er det menneskets empati, der adskiller os fra den kunstige intelligens. Og dermed definerer empatien os som mennesker.

Romanen foregår i et alternativt London både i 1980’erne og i dag. Jeg-fortælleren Charlie, der driver igennem livet, kommer til penge, og køber robotten Adam, som er et af de første syntetiske mennesker. Robotten findes også i en Eva-udgave, som Charlie naturligvis hellere ville have haft, men den var desværre udsolgt.

Han bringer robotten med hjem og får sin overbo, Miranda, som han er forelsket i, til at hjælpe sig med at designe Adams personlighed. De går i gang med at skabe det perfekte menneske; smuk, stærk og klog. Og så tager handlingen fart. Charlie og Miranda indleder et erotisk forhold, og snart opstår der et pikant og interessant trekantsforhold mellem de to mennesker og robotten Adam.

Som romanen skrider frem overtager Adam styringen mere og mere. Han brækker Charlies hånd, så han ikke kan slukke for hans hovedafbryder. Han får også flere og flere menneskelige
sider såsom følelser og evnen til refleksion. Er han ved at blive menneske(lig)?

Romanen tematiserer vores etiske normer fremragende. For eksempel er Adam og de andre robotter skuffede over menneskenes moral. Interessant tematiseres løgnens væsen. Skal man altid overholde buddet: Du må ikke lyve? Eller hjælper løgnen eller nødløgnen mennesket igennem en række situationer i dagligdagen?  Konflikten mellem løgn og sandhed får fatale følger i løbet af romanen. Robotten hævder: “At den gode samvittighed vil sætte dig fri”.

Også død og destruktion er centrale temaer. For hvem har egentlig retten til at vurdere, hvad der skal opdateres, fornyes eller omprogrammeres? Som Adam, der har menneskelige følelser siger: “jeg vil være, hvad jeg er, hvad jeg var”. Det rejser også det næste spørgsmål, om hvorvidt mennesket kan forny sig, og i så fald hvordan? Da Adam har fået et dræbende slag, fremsiger han dette digt:

“Bladene falder og fornyr sig til vår
kun et fald har du.”

Mennesket har kun en chance. Benytter de sig af den? I så fald hvordan. Det er tankevækkende, at det er robotterne, dem, der er programmeret af mennesket, er dem, der udfører menneskets ideer og ideelle forestillinger. Men mennesket derimod er ikke selv i stand til at leve op til egne regler og idealer.

De filosofiske overvejelser sættes mesterligt ind i en blanding af kærlighed, erotik, teknik, politik og samfundsforhold, og der udfolder sig et forrygende handlingsforløb, en mesterlig epik, der gør det umuligt at lægge romanen fra sig.

Samtidig er den varme og indsigtsfulde skildring af både mennesker og robotter med til at gøre romanen enormt gribende. Teknik og maskiner behandles dybt nuanceret, og det er med til at gøre bogen til nødvendig læsning i disse tider. Samtidig er den dybt fagligt forankret. Der er ingen tvivl om, at McEwan har læst op på sit stof, og kan sin embodiment-filosofi til fingerspidserne. Topkarakter med pil opad til mesterlige McEwan.

Ian McEwan: Maskiner som mig, Gyldendal, november 2019, 320 sider, oversat af Claus Bech.