De fleste har hørt om magtens tredeling. Moderne demokratier bygger på adskillelsen af den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt som beskrevet af Montesquieu – i hvert fald i princippet. I virkeligheden er billedet mere mudret, fordi de tre former for magt påvirker hinanden og holder hinanden i skak.

På samme måde med demokratiet selv. Hvad er demokrati egentlig? Moderne demokratier er repræsentative, men hvad betyder det egentlig – og er de folkevalgte mest forpligtet af deres vælgeres vilje eller af deres egen? Det er et faktum, at de danske folketingspolitikere eksempelvis er bedre uddannede end deres vælgere. Den lovgivende magt er ved at udvikle sig til et forum for et uddannelsesmæssigt aristokrati, og kan man så tale om reelt folkestyre? Hvis nej – hvad er så alternativet?

Alt dette og mere til kan man blive klogere på i Mogens Herman Hansens En gentænkning af demokratiet. Det er en lille indføring i såvel magtens tredeling som i synet på demokrati, aristokrati og monarki siden oldtiden og frem til i dag.

Den er bedst, når den analysere de eksisterende og historiske vilkår for forfatninger og magtdeling, men svagest når det kommer til selve gentænkningen, som vi bliver lovet i titlen. Her er det mest noget med forskellige former for meningsmålinger eller borgerpaneler, uden at forfatteren rigtig forholder sig til problemet med at give ikke-folkevalgte magt – for slet ikke at tale om den skjulte magt, der opstår hos dem, der skal udvælge paneldeltagere eller vilkårene for meningsmålingerne.

Mogens Herman Hansen: En gentænkning af demokratiet. 176 sider, Gyldendal. 2017