Der er noget moralsk på spil her. Man skal ikke beskæftige sig med ting, der ikke betaler sig. Og nytteværdien af at tænke på selvmord er helt sikkert meget lille, når man ikke kan føre dem ud i livet. Det kan hovedpersonen i Johan Davidsens roman ikke. Daniel, hedder han, og han er lige vendt tilbage til København efter at have forsøgt sig som freelancejournalist i Skotland. De opsparede penge er væk, og der er ikke kommet meget ud af udlandsopholdet.

Nu skal han finde en bolig, et job og en tilværelse i København. Hans bror hjælper ham ind i et konsulentbureau, hvor han skal hjælpe kunder med krisestyring og med at spinne historier til journalister. Han får dog ikke vildt meget fra hånden, da der er så forfærdelig mange overspringshandlinger, både ved kaffemaskinen og de næsten utallige sociale medier, der lokker med likes og venner.

Daniel finder sig ikke rigtig til rette i det nye, og der er noget depressivt over hans lange indre monologer om livets meningsløshed, om identitet, musik og sex. Monologen og Daniels udstrakte selvbevidsthed er på steder ved at blive trættende, men heldigvis afbrydes den af skarpe og humoristiske betragtninger over livet og samfundet. Det er livet som plus 30-årig, Daniel funderer over. Han er ikke parat til børn, vil heller ikke, men vil så måske godt alligevel.

For det med at tage ansvar, gøre noget rigtigt og skabe sig et liv med en partner virker godt nok lidt tiltrækkende på ham. Han kan se sin veninde fra gymnasiet flytte på landet med sin kæreste, der er nyuddannet læge. Han kan se sin storebror med kone og børn. Men for ham bliver det nok aldrig til noget, han kommer aldrig til at gøre noget helt virkeligt. Ej heller med jobbet, som hurtigt keder ham til døde. Deraf kommer selvmordstankerne, men næsten som endnu en overspringshandling. For når man går rundt og overvejer om selvmordet er det rigtige for én, behøver man jo ikke tage ansvar for noget som helst.

En ting, der river Daniel ud af de mørke tanker, er sex. Det kommer pludseligt, er voldsomt og underligt og foregår med både mænd og kvinder. Måske er jeg bare bornert, men beskrivelserne har en vis chokeffekt, og fungerer som effektive afbræk i de lange selvrefleksive passager.

Der er ingen tvivl om, at det kan være hårdt at have rundet de 30 år. Akkurat som det er hårdt at være teenager, og måske også hårdt at være i 20’erne med krav om at få gjort uddannelse færdig, finde partner og job. Livet har nok aldrig været helt nemt for Daniel og bliver det vist heller aldrig. Bogen er et indtrængende portræt af en ung mand, som står midt i erkendelsen af, at livet ikke bliver det, han troede, dengang han læste et eller andet smart fag på humaniora sammen med alle de andre, som også troede de skulle gøre oprør, aldrig stivne i konventioner og leve livet sådan lidt på kanten.

Johan Davidsen: Selvmordstanker kan ikke betale sig. Gyldendal, 191 sider.