Der er vel ikke noget mere naturligt end, at du på en eksotisk rejse til Buenos Aires, Sydamerikas Paris, vælger at skrive om dit liv hjemme på Amager. Eller er der?

Det er netop, hvad debutanten Frida Sigurth har gjort med sin digtsamling, og selvom jeg med min drillende indledning inviterer til lidt trækken i mundvigene, så er det nok mig, der må indse, at: ”Nej, der er faktisk ikke noget mere naturligt”.

Det er, når vi er væk, at vi bedst kan se tilbage og få et overblik. Det er, når vi bliver trukket ud af vores faste rammer, at vi lettest kan se, hvad de består af. Og det er, når vi ikke befinder os midt i hverdagen, at vi bedst kan se, hvad vi oplever for lidt af, og hvad vi savner. Det kan jeg så konstatere, at Frida har lært noget tidligere, end jeg gjorde.

Jeg er selv stornyder af ældre britisk og amerikansk digtekunst. Men gennem de senere år har jeg også fundet glæde ved at læse eksempelvis Jørgen Leths digte. Det er dog første gang i lang tid, at jeg kaster mig over en debutant og dermed får et flot indblik i, hvad nye, unge digtere kan. Og lad mig med det samme slå fast, at selvom reglerne for digtekunst altid har været let flydende – heldigvis – så er der former, der virker bedre end andre. Men det afhænger meget af emnet og af afsenderen.

Frida Sigurth skriver til os fra hjertet. Og så betyder det altså noget mindre, om du rammer former eller skabeloner. Hjertet har det med at vinde. Digtene handler i store træk om en søgen efter sig selv og kærligheden, og især det sidste digt ’Hudsult’ går rent ind hos sådan én som mig. Digtet handler om, at hun har søgt og søgt og søgt efter den rigtige, og at hun nu også godt kunne tænke sig, at hendes kommende udkårne kommer op i gear og søger lidt mere aktivt, så de snart kan finde hinanden. Det er fremragende. Det er godt tænkt, godt skrevet, godt følt.

Når du læser digte, er der meget sjældent et facit. Det handler om noget af det samme, som når vi står og betragter kunstmalerier. Enten kan du lide dem, eller også kan du ikke. Og er du voksen, kan du endda ofte opleve nye følelser næste gang, du betragter det samme maleri. Den ene dag er det ikke så godt. Næste dag er det fabelagtigt.

Den slags følelser skal vi ikke være bange for. De er ikke underlige. De gør os ikke til inkonsekvente og usikre mennesker. De gør os til voksne, levende, pulserende, individer, der forstår, at ikke to dage her i livet er ens, og derfor påvirker malerier, musik, film, digte os forskelligt fra dag til dag. Det er også tilfældet med Frida Sigurths debutantværk. Den ene dag virker nogle digte lidt langt fra dig – altid velskrevne men måske ikke så relevante for dig, hvor du er i dit liv lige nu. Næste dag rammer de dig lige i hjertet, fordi du netop har talt med en af dine venner, der har det på samme måde, eller du har set en film, eller du har hørt et stykke musik, der ramte dig lige i mellemgulvet.

Du skal derfor ikke blive overrasket, hvis du den ene dag synes, at Sigurths digte er lidt ’ved siden af’, og at de næste dag ’sidder lige i skabet’. Det er digtekunst. Det er digterens ret til at overraske, at ramme og at lamme os, at lege med vores følelser, som der er blevet leget med digterens egne.

Som I kan forstå, er jeg ganske begejstret for ”Hudsult”. Det er 36 digte, der prikker til vores følelsesunivers i lige så høj grad, som de har leget med Fridas eget. Og når du først lader en ung digter komme ind under huden på dig, så er du allerede et andet sted, end da du startede din dag. Og hvem kan ikke lide den følelse?

Frida Sigurth: ”Hudsult”, Forfatterforlaget Attika, 56 sider, udkom 2019.