Sofie Hagen er en dansk standupkomiker bosiddende i London. Hun er også tyk. Det er blot en del af, hvem hun er, men åbenbart den afgørende del, for det er dét, som alle fokuserer på, når de ser hende. Ikke om hun er sød, klog eller sjov. Nej, hun er tyk, og så er hun dømt på forhånd. For det er ikke i orden at være tyk. Samfundet er ikke indrettet til tykke mennesker, og det er allemandsret at håne og se ned på tykke mennesker. Det er præmissen for Happy Fat.

Jeg lærte en masse nye ord, mens jeg læste denne bog; tykfobi, tykaktivisme, kapabelisme, colourisme m.fl., for bogen handler ikke blot om tykfobi, men om fordømmelse og udskamning af mange forskellige grupper, som ikke passer ind i “normen”.

Igennem bogen beskriver Hagen, hvordan det er lykkedes hende at lære at acceptere og elske sig selv, til trods for at resten af verden synes, hun er for tyk og bør ændre sig. Hun gør det med fed selvironi og skøn humor – jeg grinede højt mange gange, især af hendes beskrivelse af udfordringen med toiletbesøg på meget smalle toiletter – og hendes fodnoter er geniale.

Jeg må indrømme, at jeg til at starte med flere gange tog mig selv i at tænke “Argh, nu må hun lige …” og “Er det ikke lige vel søgt?”, men jeg måtte samtidig erkende, at nej, det er det ikke. Hun har ret. Bogen var for mig en øjenåbner – hvorfor har jeg ikke set det før? Prøv at lægge mærke til, hvor mange af reklamerne på fx Facebook, Instagram og internettet generelt der handler om vægttab, træning og sundhed. Det er en kæmpe industri, og de store virksomheder tjener penge på at få almindelige mennesker til at have det dårlig med deres udseende, så de køber slanke-, trænings- og skønhedsprodukter uden den store effekt for at få det bedre med sig selv og leve op til det ideal, som de store virksomheder har bestemt er “det rigtige”.

Pointen her er, at vores værdi ikke er baseret på vores størrelse eller vores sundhed. Alle har noget at bidrage med, som giver værdi til verden. Inden jeg læste bogen, så jeg mig selv som rummelig og ikke-dømmende, men jeg kan godt se, at det i nogle tilfælde alligevel ikke var helt rigtigt.

Det, Sofie Hagen ønsker, er, at alle mennesker får fred og frihed til at leve deres eget liv uden fordømmelse og udskamning, uanset hvordan de så vælger at leve. Vi skal have meget større tolerance over for hinanden, ikke kun over for tykke mennesker, men for alle marginaliserede grupper. Bogen er ikke blot hendes egen historie, men også et vigtigt indspark i samfundsdebatten, og alle unge mennesker burde læse den – uanset hvilket tal der står på vægten.

Sofie Hagen, Happy Fat, HarperCollins, 354 sider, oversat af Lene Skovfoged Haagh, januar 2020