// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Pilar Quintana: Tæven
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Pilar Quintana: Tæven

Skrevet af den 26. december 2019 – 06:27Ingen kommentarer

Nogle gange får man en bog i hånden med en simpel historie, der først ved nærmere granskning kommer i fuldt flor – det er tilfældet med Tæven, der trods sine kun 93 sider har overvældende meget på hjerte. Gennem få ord og handlinger skaber Pilar Quintana en foruroligende og tankevækkende historie om at leve isoleret og fattigt i den smukke, forræderiske natur.

På en lille gård i Juanchaco, bor ægteparret Damaris og Rogelio omgivet af jungle, Stillehavet og en barsk natur, der trods det smukke ydre kan forårsage enorme ulykker. Rogelio er fisker og er væk flere dage ad gangen, og Damaris passer gården og holder den pæn og ren for ejerne uden at få anden betaling end muligheden for at bo der. Parret er barnløse og har forenet sig med tanken om at leve alene sammen med deres vagthunde. En dag får Damaris muligheden for at få en lille tæve med hjem, og hun forkæler den og behandler den, som var den et lille barn.

Tæven vokser sig stor og stikker en dag af fra Damaris, der vil gøre alt for at finde den igen. Hun søger alle vegne, selv i den barske jungle, men uden held. Hendes mand, der fra starten havde gjort hende opmærksom på, at hun spolerede tæven – hans egne muskelhunde var opdraget med slag – ender med at hjælpe hende. Men først tre uger senere vender tæven hjem, beskidt og fyldt med sår. Den er drægtig, og selvom Damaris er lykkelig over at få den tilbage, foragter hun det, at tæven er med unger, når Damaris selv er gold. Det bliver starten på et had-kærligheds-forhold mellem hende og tæven.

Tæven er en historie om normale mennesker, som man både får sympati for og foragter. Pilar Quintana skriver, så man kan mærke den forfærdelige, hårde natur trænge sig på, samtidig med at hårene rejser sig på armene. Den forræderiske natur, der i det smukkeste solrige øjeblik kan feje henover klipperne og tage et lille barn med sig i bølgerne. Læs ikke Tæven for historien om den barnløse Damaris, der tager en lille hvalp til sig. Læs den for alle de tvetydige følelser, Pilar Quintana så elegant og med få ord beskriver – følelser, der ulmer under overfladen for til sidst at eksplodere.

Pilar Quintana: Tæven, Editorial Aurora Boreal, 93 sider, november 2019

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.