En stærkere skildring af ”det unævnelige”; en mors sorg over hendes 28-årige søns selvvalgte død, skal man lede længe efter. I beretningen om den dag, opkaldet kom med den værst tænkelige besked og tiden, der fulgte, fortæller Piedad Bonnett om det at miste sin søn Daniel til en psykisk sygdom, han i mange år havde kæmpet med.

Daniel kastede sig ud fra taget af den bygning, han boede i, uden at efterlade et brev eller anden forklaring til sine forældre og to søstre. Piedad beskriver tiden efter opkaldet om hans død, underlagt de forskellige stadier af sorg, benægtelse, chok og en form for rolig forbløffelse. Turen til lufthavnen, alle de mennesker der skal kontaktes – dem der nu vil få sandheden om Daniel at vide; at han var syg og begik selvmord.

”Som ved et tilfælde af ulykkelig kærlighed vender tankerne efter en elsket persons selvmord igen og igen tilbage til selve hændelsen, altid svævende over en afgrund af angst og uvished. For i kernen af selvmordet, selv i de tilfælde, hvor der er efterladt et forklarende brev, er der altid et mysterium, et sort hul af usikkerhed, hvorom spørgsmålene flakser rundt som forvildede sommerfugle.”

Piedad mangler at forstå, hvordan hendes søde, elskelige søn er væk. Hvad var det, der skete de sidste 20 minutter af hans liv – eller de sidste 8 år af hans liv, der gjorde, at han ville gøre en ende på det uden at forklare sig over for hende og dem, som elskede ham. Hun tager os med tilbage til, da han først viste tegn på skizofreni, og de årelange kampe med læger og psykiatere, der på skift fjernede og gav medicinen, der skulle holde sygdommen i ave.

”I et forsøg på at forstå, hvordan nettet af hændelser, der endte med at kaste ham i døden, blev skabt, begynder jeg på det tidspunkt at guide mig igennem labyrinten af tråde til Daniels sidste beslutninger. Og puslespillet begynder at falde på plads for øjnene af mig, skønt jeg naturligvis kan forudsige, at der kommer til at mangle nogle brikker”

Jeg kan ikke lægge skjul på, at jeg er temmelig grådlabil, når det kommer til bøger, der handler om at miste. På en måde gjorde denne historie et større indtryk på mig end andre bøger om emnet, jeg har læst. Måske fordi en del psykiske lidelser først indtræffer i teenageårene, efter at man som forældre har haft et velfungerende barn. Hvordan kan man forberede sig på det? Hvordan kan man undgå at tænke tilbage på det glade barn, der nu er erstattet af et menneske, der kræver nøje udregnet medicin for at kunne fungere normalt. Det er simpelthen for hjerteskærende at tænke på. Piedad Bonnett skriver så medrivende og smukt om sin søn og tager os med gennem alt det ubærlige i skabelsen af denne bog.

”Jeg har født dig igen, med den samme smerte, for at du kan leve lidt længere, for at du ikke forsvinder ud af erindringen.”

Piedad Bonnett: Det unævnelige, Editorial Aurora Boreal, oversat af Tine Brandt, 119 sider, november 2019