Gyrðir Elíassons novellesamling “Det gule Hus” er noget af det bedste jeg har læst i år. Og det siger ikke så lidt. Jeg har ikke tidligere læst noget af denne islandske mester, hvilket er en stor fejl. Men bedre sent end aldrig.

Den prisbelønnede islandske forfatter regnes for en af sin generations største stilister og mestrer til perfektion den korte prosaform. I 2011 modtog han Nordisk Råds Litteraturpris for novellesamlingen “Mellem træerne”.

Novellesamlingen Gula húsla var meget velfortjent indstillet til Nordisk Råds litteraturpris i 2002, men blev desværre aldrig udgivet på dansk. Det råder forlaget Torgaard heldigvis bod på nu.

Samlingen består af 29 korte, ja næsten ordknappe, ekstremt minimalistiske noveller. Sproget er nøgternt, ordknapt og præcist, men meget, meget smukt. Novellerne sitrer og emmer af melankoli i en sådan grad, at nogle af novellerne kunne genrebetegnes som nordic noir, eller gysere. Men ud over at være tragiske er de også tragikomiske, så læseren morer sig også undervejs.

Alle noveller er bygget omkring en realistisk, genkendelig situation, som tager en uhyggelig eller mærkelig drejning drejning blot ved brugen af et enkelt ord eller enkelt sætning. Og nogen gange løber det simpelthen læseren iskoldt ned ad ryggen. Men ikke mindst får novellerne os til tænke, og skabe vores helt egne billeder og tolkninger, i en grad som kun en forfatter, der sublimt mestrer antydningens kunst kan.

I denne suveræne minimalisme iblander forfatteren symboler, islandsk overtro, magi og eventyrlige væsener på en helt underspillet måde. Der stilles ingen spørgsmål, og gives ingen forklaringer – tolkningerne overlades fuldstændig til læseren. Der er meget ofte elementer af natur i fortællingerne, og det er med til at give dem et magisk islæt. I den islandske overtro er naturen levende – og det skildres tydeligt i novellen “Den grå sten”, som med sine hele tre afsnit, er en af samlingens længste. Her ser en entreprenør pludselig “stenfolkene” komme ud under den store sten han er ved at flytte.

“Og nu så jeg folket komme ud af stenen, og jeg mærkede med det samme, at de var af en anden verden end mig. Bulldozerens motor drønede, men det var, som om folkene hverken så eller hørte den. De gik foroverbøjet i en lige række, sneglede sig hen over det flade klippestykke. Derfra var der ikke langt hen til klippens kant, og nedenfor den brusede havet denne tidlige efterårsaften. Jeg ville have fjernet stenen den følgende morgen.”

I andet afsnit skifter synsvinklen, og vi følger stenfolket der “gik ud af stenen og havnede midt i lyskeglen fra det gule uhyre”.

Det underfundige og underspillede drama er et velkendt stilistisk greb, der rækker tilbage til de islandske sagaer, som Gyrðir Elíasson på mange måder sublimt stiller sig på skuldrene af. Med en stoisk ro og stort poetisk nærvær, beskrives meget dramatiske og store ting og følelser. Men læseren må selv folde dramaet ud, folde følelserne og tankerne ud. Dermed indrages vi genialt i historierne, som spejles i vores egen psyke og vores eget tankesæt. Det er virkelig stærkt!

Hvis du kun skal læse en novellesamling i år, så vælg “Det gule hus”.

Gýrdir Elíasson: Det gule hus, Forlaget Torgaard, november 2019, 142 sider. Oversat fra islandsk til dansk Björn Sigurbjörnsson.