“Jeg kaldte ham slips” er en gribende og intenst rørende perle af en roman, som alle bør læse. Den tager fat i dybt menneskelige forhold såsom, hvad der sker med de såkaldt gamle, de unyttige, de udslidte og de modvillige i et samfund, der dyrker perfektion og præstationer. Men det også en roman om uventet venskab og nærhed. Det skildres med så kolossal hjertevarme, at bogen bliver siddende i kroppen længe efter, at man har læst den.

Bogen er skrevet af den østrigske forfatter Milena Michiko Flašar, der er datter af en østrigsk far og en japansk mor. Bogen er skrevet på tysk, men foregår i Japan. Mere præcist foregår den på en bænk i en park i Tokyo. Men det kunne ligeså godt være enhver bænk i den vestlige verden.

Bogens jeg-fortæller, den tyveårige Taguchi Hiro, har levet i to år som hikikomori, altså som en slags eneboer, der har valgt at leve uden kontakt med omverdenen. Da han endelig beslutter sig for at gå ud, sætter han sig på en bænk i parken, og betragter folkene omkring sig.

En dag dukker en ældre mand i jakkesæt og slips op, og sætter sig på bænken overfor ham. Begge sidder de på det samme sted hver dag, og der opstår en kontakt mellem dem. Langsomt vokser et venskab frem. For overfor en fremmed kan det være nemmere at afsløre sine inderste tanker, sorger og drømme.

Deres samtale bliver mere og mere personlig, og de fortæller efterhånden hinanden mange væsentlige ting om deres liv. Om de svigt, den sorg og den skam som de hver især har oplevet på tværs af deres forskellige aldre. Samtalerne bliver mere og mere dybsindige. Begge taler de om skam, som er et centralt begreb i Japan. Men i “Jeg kaldte ham slips”, beskrives skammen mesterligt universelt, og læseren kan nemt relatere sig til den. Derudover fortæller den ældre mand, om hvordan han som arbejdsløs føler sig kasseret.

Taguchi Hiro, den unge mand, taler om svigt af en ungdomskæreste, der tog livet af sig selv, og om den store skam det har medført i forhold til hans forældre og venner. Hans reaktion på hendes tragiske død beskrives meget poetisk. Han får lov til at hænge to røde bånd op i et træ i et tempelområde, hvor de to elskende mødtes. En munk giver ham lov til at lade båndene hænge, og jeg-fortælleren (og læseren) kan følge, hvordan de efterhånden blegner for til sidst at forsvinde helt. Ligesom livet. Det er hjerteskærende smukt skildret.

Historiens dybde og alvor understreges af, at alle personerne skildres meget sympatisk, og vi både føler og forstår deres sorg og skam. Det gælder både den unge mands forældre og den ældre mands kone. Det er menneskets omstændigheder, der er noget i vejen med, og ikke menneskene.

Samtidig med at sproget er meget poetisk, skildres situationerne og personerne dagligdags og genkendelige. Ensomhed og angsten for at spilde sit liv, tror jeg alle kan nikke genkendende til i en eller anden form.

Jeg gentager opfordringen fra indledningen: Læs denne perle!

Milena Michiko Flašar: Jeg kaldte ham slips, Forlaget Valdemar, oktober 2019, 137 sider. Oversat fra tysk af Birgitte Brix.