Karin Slaughter og Lee Child: Det rene guld
Forfatterne Karin Slaughter og Lee Child er gode venner. De er hver især kendt for deres bestsellerbøger om hhv. Will Trent og Jack Reacher. De besluttede derfor en dag, at de ville lade deres to hovedpersoner mødes i en bog, og det er der kommet Det rene guld ud af.
Som led i opklaringen af en 22 år gammel sag bliver Will Trent sendt til Fort Knox, hvor den hovedmistænkte har fået midlertidigt arbejde med at rengøre og optælle USA’s guldreserver. Will Trent skal forsøge at få fat i DNA fra ham for at bevise, at han er gerningsmanden i sagen. Den hovedmistænkte er Jack Reacher.
Jack Reacher er blevet kontaktet og har fået tilbudt jobbet i Fort Knox af en tidligere kollega, som han respekterer højt. Han siger ja tak, da han mangler penge, men fatter samtidig mistanke om, at der er en anden grund til, at han har fået tilbudt jobbet.
De to kommer til at arbejde på samme hold, og inden længe finder de ud af, at noget er helt galt i Fort Knox. Men kan de to finde ud af at arbejde sammen for at afsløre en større sammensværgelse?
Det er et sjovt påfund at lade de to “berømte” hovedpersoner mødes, især fordi de er meget forskellige. Reacher er “slå først, spørg bagefter”-typen, mens Trent i højere grad gør tingene efter bogen. Jeg er stor fan af Reacher, men har aldrig læst Trent-bøgerne. Det gjorde ikke noget, for jeg fik alligevel hurtigt et indtryk af, hvem Trent er. Bogen er interessant, men desværre meget kort, og den slutter meget abrupt. Det virker næsten, som om slutningen mangler, men måske kan man håbe, at det er fordi de to forfattere pønser på en fortsættelse. Til gengæld er det en pudsig gimmick, at der efter historien er lavet et interview med Will Trent.
Bogen er desværre udsolgt i paperbackformat, men kan fås som e-bog og lydbog.
Du kan læse vores anmeldelser af Karin Slaugters bøger her og af Lee Childs bøger her.
Karin Slaughter og Lee Child, Det rene guld, 136 sider, september 2019