Så er der endelig nyt om Helen Grace. Den sidste bog sluttede med, at Helen blev stemplet som seriemorder og smidt i fængsel. Hendes karriere ligger derfor nu i ruiner, og hun er indsat i det berygtede Holloway-kvindefængsel, mens hun afventer sin retssag. Men kan hun overhovedet overleve i et fængsel, hvor mange af de indsatte sidder der på grund af hende?

Mens Grace kæmper sig gennem dagene i fængslet og forsøger at overleve de mange angreb fra gamle fjender, arbejder hendes tidligere kollega Charlie Brooks hårdt på at bevise hendes uskyld. Ingen af Graces tidligere kolleger tror på hendes historie om, at hendes nevø har begået mordene og fabrikeret falske beviser mod hende, og da slet ikke hendes tidligere chef, Jonathan Gardam, som længe har ønsket at få Grace ned med nakken. Samtidig gør Graces nemesis, journalisten Emilia Garanita, alt, hvad hun kan, for at bære yderligere brænde til bålet med artikler, der viser den fornedrede Grace i fængslet.

En morgen findes kvinden i Graces nabocelle myrdet. Der er ingen tegn på kamp, men liget er blevet groft skændet. Straks går snakken blandt kvinderne om, hvem der er den skyldige, og mange peger på Grace, herunder også den sadistiske fængselsbetjent Campbell. Grace har ingen venner i fængslet, men vinder dog sympati hos livstidsfangerne Jordi og Babs, som gør deres bedste for at beskytte Grace.

Da Jordi også findes myrdet og skændet i sin celle kort tid efter, sætter Grace alt ind på at finde ud af, hvem der står bag de frygtelige mord. Det er bare ikke nemt, når hun selv er indsat og ikke har adgang til de sædvanlige informationer og kilder. Tiden er knap, for hvem ved, om Jordi var den sidste på morderens liste.

Jeg er virkelig vild med Arlidges skrivestil. De små korte kapitler driver historien frem i et hæsblæsende tempo, og selvom de er korte, afsluttes de, så man er nødt til lige at læse et kapitel mere, og et til … og et til. Han er en mester i at opbygge plots og i at snyde læseren til at tro, at nu har man luret det. Det har man bare ikke. Hans beskrivelse af dagligdagen i et kvindefængsel er skræmmende; det er et råt og brutalt miljø, og det holdt mig på kanten af stolen og gav bogen en grundlæggende brutal stemning. Fortællingen om de mange sørgelige skæbner i fængslet gik også lige i hjertet, for selvom dette er fiktion, er det virkeligheden for mange.

Og så holder jeg mere og mere af Helen Grace for hver bog. Hun er sej som sålelæder, men samtidig åbenbares flere og flere af hendes følsomme sider, der viser, hvilken sammensat person hun er. Det var desuden interessant at opleve hende i et helt andet miljø end normalt, hvor hun pludselig er den kriminelle, mens hun stadig forsøger at fastholde sin identitet som efterforsker.

Du kan læse vores anmeldelser af de tidligere bøger i serien om Helen Grace her.

Matthew Arlidge, Dåseskjul, Forlaget Jentas, 348 sider, oversat af Stig W. Jørgensen, november 2019