// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Alejandro Palomas: En søn
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Alejandro Palomas: En søn

Skrevet af den 6. december 2019 – 07:00Ingen kommentarer

Der er noget ekstremt fint og rørende ved denne bog, som kun kan opleves ved, at man giver sig tid til at læse den. Jeg forsøgte fuldkommen begejstret og lettere tårevædet at fortælle om den efter endt læsning, men jeg kunne ikke få den hjerteskærende og magiske følelse frem, som bogens tekst formår. En søn rummer så meget, at du selv bliver nødt til at opleve den.

Niårige Guille er lige begyndt i 3. klasse på en ny skole, og når han bliver voksen, vil han være Mary Poppins. Han vil ikke kun være som Mary Poppins – næ nej, han vil være hende. For Mary er magisk og kan flyve uden vinger – og bedst af alt har hun et magisk ord, som man kan sige, når man har brug for hjælp.

Guilles bedste ven hedder Nazia, og hendes familie ejer det minimarked, der ligger i den bygning, Guille og hans far bor i. Hans mor arbejder som stewardesse og er i Dubai i seks måneder for at arbejde, fordi Guilles far er arbejdsløs, og de har brug for pengene. Hver aften skyper Guilles far med Guilles mor, men det er altid, efter Guille er lagt i seng, og Guille ved, at hans far græder hver gang.

Guilles lærer frøken Sonia synes, der er noget ved Guille, der ikke helt stemmer. Selvom han lige har skiftet skole, og hans forældre tilsyneladende er separeret, virker han ekstremt glad. Det, sammen med hans besættelse af Mary Poppins, har fået Sonias alarmklokker til at ringe. Hun tager fat på skolens vejleder, María, og beder hende tale med Guille. For hvad er det, at han ikke fortæller?

Guille begynder at komme hos María hver uge, og ved hver session opdager María mere og mere om den lille dreng. Hans mor er tilsyneladende blevet til en havfrue og er gemt i en skattekiste oven på farens skab, og hans veninde Nazia er lovet væk til sin meget ældre fætter i Pakistan. Alt sammen noget Guille tror, han kan fikse ved at synge Mary Poppins’ magiske ord ’superphantaphænomænagenialilistisk’ til skolens forestilling. Hvis han altså når det i tide.

En søn er skrevet med en følsomhed og sødme, der ikke kan undgå at forføre læseren. Jeg elskede karaktererne; Guillo, den generte Nazia, der altid gemmer sine smil bag et tørklæde, den handlekraftige lærerinde Sonia, den Mary Poppins-agtige psykolog María og en far, der prøver at beskytte sin søn –uden at se, at hans søn gør det samme med sin far. Det er ikke en overraskelse, at En søn er oversat til 20 sprog, har vundet flere priser og snart bliver filmatiseret. Det er en fantastisk bog, som allerede har fået en helt speciel plads i min bogreol.

Alejandro Palomas: En søn, Jensen & Dalgaard, 240 sider, december 2019

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.