“Den aften brændte bakken, men han gik ikke ud foran huset for at betragte flammerne, der opslugte alt hans arbejde. Fra min balkon stod jeg og kiggede på hans terrasse, uden håb om at han ville dukke op eller måske endda komme ud gennem den dør, han havde besluttet sig for at dø bag. Hans kone var død og min havde forladt mig. To mænd i hvert sit hus, som end ikke en brand, der flammede knapt hundrede meter væk, kunne forene; end ikke for at betragte den fortære deres ejendom.”

Det er nok ikke mange, der har hørt om den prisvindende forfatter Andrej Nikolaidis. Men han er på alle måder værd at stifte bekendtskab med. Og nu er det endelig muligt, fordi forlaget Jensen & Dalgaard lige har udgivet den første roman på dansk af den montenegrinsk-græske forfatter, debattør og kritiker.

Den EU-prisvindende roman “Sønnen” er rost til skyerne af det internationale anmelderkorps, og det forstår man godt. Det er en framragende, men næsten ubærlig barsk fortælling, der absolut ikke er for sarte sjæle.

Insisterende og helt uden nåde tager den os med på en uophørlig mørk rejse hele vejen ind menneskets dybeste skuffelser, nederlag og ulykker. Og det gøres med en så isnende misantropi, at selv Samuel Becketts sorteste værker virker muntre.

Bogens episke ramme er en enkelt nat, hvor vi følger den unavngivne hovedperson på en nattevandring gennem den turistplagede post-kommunistiske montenegrinske by Ulcinj, der ligger ved Middelhavet.

Den navnløse hovedperson er i total opløsning, og hans liv er ved at falde fra hinanden. Hans kone har netop forladt ham, han lider af søvnløshed, og når han endelig falder i søvn, vågner han ved stanken af hans egen ildelugende sved. Hans far bebrejder ham for moderens død, og ordene vil ikke finde vej til papiret. Han er udbrændt og ensom helt ind i knoglerne. Scenen er sat til dybt forstemmende fortælling, der lader de lyssky, de udstødte, de forladte og de udbrændte komme til orde.

Bogen starter in media res, uden indledning, med at familiens lille olivenlund brænder. I skæret fra flammerne og lyden af brægende geder, går jeg-personen ud den hede slaviske nat i den multifaciterede by.

Den postkommunistiske arkitektur tårner sig op over middelalderkirker og det gamle slavemarked, hvor den spanske forfatter Cervantes efter sigende blev mishandlet, tiltrækker mere eller mindre lyssky typer. Blandt andet den musikstuderende fra Wien, der er sprunget fra studiet og har konverteret til Islam, en radikal kristen præst og en gruppe flygtninge fra Kosovo, tiggere, personer uden lemmer – krigens ofre.

Nikolaidis har selv oplevet krig og fattigdom på egen krop, og hans liv i et land i opløsning skinner igennem denne dystopiske rædselsberetning. Vores hovedperson summer skarpt essencen af et liv, et land, et folk, en familie i opløsning:

“At være i live er ubetinget tragisk, og kan ikke resultere i andet end tårer.”

Køb en æske Kleenex, sæt dig til rette under et varmt tæppe og nyd denne kulsorte tour de force. Hvis du tør.

Andrej Nikolaidis: Sønnen, Jensen og Dalgaard, november 2019, 138 sider, oversat fra engelsk til dansk af Lotte Kirkeby.