Mikkel Kirkebæk har på mange måder skrevet et stort værk om et emne, som mange nok vil anse for at være lille. I to bøger på i alt mere end 1.200 sider skriver han om danske frivilliges indsats i de baltiske uafhængighedskrige fra 1918-1919. Storheden består ud over de mange sider i den enorme research Kirkebæk må have udført for at komme til bunds i sit emne, og så selvfølgelig i det faktum, at det er en virkelig velfortalt og oplysende bog om et upåagtet stykke Danmarkshistorie.

Historien tager sit afsæt i situationen i især Østeuropa ved 1. verdenskrigs afslutning. Der var borgerkrig i Rusland efter revolutionen, og flere lande kæmpede for deres uafhængighed. Blandt dem var Estland og Letland, der erklærede sig uafhængige i starten af 1918. De russiske bolsjevikker angreb og sammen med Litauen bad de tre småstater om hjælp fra Skandinavien. Officielt kunne Danmark ikke komme de tre lande i møde, da Danmark var neutralt, og dermed var det ikke muligt at sende soldater eller frivillige til at kæmpe i udlandet. Desuden var den daværende regering stærkt imod en militær indsats, men efter britisk pres lukkede man øjnene for dannelsen af et korps af frivillige. Anført af erhvervsmanden Aage Westenholz lykkedes det at hverve cirka 2.000 mand, men det var dog kun de 200, som kom af sted. Det var en blandet skare af lykkeriddere, tyveknægte og kriminelle, samt antikommunister og personer med decideret militær erfaring.

I kampe i både Estland og Letland viste enheden sig dog at have slagkraft takket være især Madsen-maskingeværet. Selve beskrivelserne af kampene fylder ikke meget i bogen, men ingen tvivl om, at det var barskt og brutalt. I takt med krigshandlingerne bliver danskerne gradvist forrået og deltager i mishandlinger, som man nok i dag ville rangere som krigsforbrydelser. De rødes modstand bliver stærkere og stærkere, og danskere falder i kamp, deserterer og hjemsendes i stigende omfang. I alt vender halvdelen af de frivillige tilbage til Danmark.

Nogle af deltagerne fortsatte deres kamp mod kommunismen andre steder i verden, mens en del engagerede sig i en lille, men stærkt aktiv fascistisk dansk bevægelse. De baltiske stater var dog taknemmelige for indsatsen, og flere frivillige modtog udmærkelser for deres indsats. Den kaptajn, som havde anført den lille styrke, var endog så heldig at få et gods uden for Tallinn.

Kirkebæk konkluderer, at man bestemt ikke må forklejne Danmarks bidrag til balternes kamp for uafhængighed, og at man med en vis rimelighed kan se dette som starten på den særlige relation, der har været mellem de tre små lande og Danmark op gennem det 20. århundrede. Hvis man har bare en lille interesse for dansk militærhistorie eller de baltiske lande, bør man absolut ikke lade sig afskrække af de to bøgers omfang. De er stærkt læseværdige.

Mikkel Kirkebæk: Den yderste grænse. Lindhart og Ringhof, 1210 sider.