Frank Jensen har haft spionage og efterretningsarbejde med sig helt fra barnsben. Som barn undrer han sig over nogle fordækte personer, der besøger hans forældre, og der går en sport i at finde ud af, hvor disse personer har parkeret deres biler. Ofte er det i god afstand fra boligen – måske fordi, det er hemmeligt, at de kommer på besøg? Mere end en gang bliver Frank bestukket med søde sager for at holde mund med, hvad der foregår i hjemmet.

Der er en god grund til de mærkelige besøg. Franks far var hemmelig agent på en tysk flyfabrik under 2. verdenskrig og som flygtning i Sverige fik han også fortrolige opgaver i lejren, hvor han boede sammen med andre flygtninge. Efter krigen er han med i en spioncirkel, som kun ganske få kendte til. Hverken Folketinget eller politiets ledelse var tilsyneladende informeret. Det var kun topledelsen i efterretningstjenesten, der vidste, at gruppen overvågede og jagtede kommunister, som kunne mistænkes for aktivt at arbejde for Sovjetunionen.

Som voksen går bogens forfatter selv ind i politiet med det mål at arbejde for efterretningsvæsenet. Det kommer han til, og han klatrer hele vejen op ad karrierestigen til posten som operativ chef i PET. Men det er ikke bogens mål at fortælle om den karriere. Det er Ernsts, faderens, arbejde, det handler om, og det er først efter hans død, Frank Jensen får indblik i, hvad det er, han har lavet. Han finder et hemmeligt rum i Ernsts arbejdsværelse, og her er stærkt fortrolige dokumenter om et liv, der har handlet om at fremskaffe hemmeligheder, afsløre personer, der har arbejdet for nazisterne eller kommunisterne i Øst. At det sker med liv og helbred som indsats, er man ikke i tvivl om. Under en af hans første operationer er det tæt på at gå galt, og Ernst undslipper kun med nød og næppe en gruppe tyske soldaters kugler. En splint fra en af dem rammer ham i nakken og påfører ham smerter mange år frem i tiden.

’Min far var spion’ giver et lærerigt indblik i et stykke ufortalt Danmarkshistorie. Hovedpersonen bliver hvirvlet ind i en verden, han har svært ved at begå sig i, men trænes gradvist op til at kende spionfagets mange hemmeligheder og risici. Interessant er det også at se, hvor langt selv den danske efterretningstjeneste har været parat til at gå i jagten på, hvad man har opfattet som fjender af Danmark. Hvem sagde lige noget med demokratisk kontrol? Ikke de danske ansvarlige for efterretningsvæsenet i efterkrigstiden.

Frank Jensen: Min far var spion, People’s Press. 304 sider