Jeg var en af dem, der hørte Yahya Hassan læse højt på Bogforum, den dag han vandt Debutantprisen i 2013. Sikke en oplevelse!

De fleste kender historien: 18 årig ukendt mand træder ind på den litterære scene, vinder en pris, læser højt på en måde vi aldrig har hørt før og beskriver et miljø, vi kun ganske sjældent oplever skildret i litteratur og da slet ikke som digte. Begejstret? Ja! Har jeg siden tænkt på ham? Ja! Jeg har krydset fingre for, at han kunne bryde den kriminelle løbebane (det håber jeg for alle, der er faret vild) og jeg har håbet, at det unge talent havde mere i sig end det, der kom ud i første digtsamling.

Var jeg begejstret, da nyheden om den nye udgivelse slap ud? Ja! Lige så begejstret efter læsning? Njaej. Den nye digtsamling ser ud som den første, men har ikke den helt samme nerve. Måske fordi jeg forventede en lige så voldsom hæsblæsende oplevelse som ved første møde med hans digte? Men overraskelsens energi er der jo ikke, når det ikke er en første gang, og derfor er det heller ikke muligt at blive overrumplet af det nye på samme måde, som da det var nyt. Sådan er det jo med mange “den første gang”. Min første landskamp i Parken vil forblive den største oplevelse af alle mine landskampe i Parken. Sådan er det bare.

Om bogen er skrevet med versaler? var der en, der spurgte mig om. JA. Og det giver god mening. Det er en fin forlængelse af den første digtsamling, og det giver den der råbe-desperat-hør-mig-for-fanden-effekt, som passer til Yahya Hassan.

Der er digte, der er stærke, lyriske og gode. Og der er mindre vellykkede digte.

I et af de vellykkede er der sætninger som: “Jakkesættene hang på stativet som sløje lig”, “Jeg var utålmodig med min tålmodighed” og “jeg talte ikke længere til relationerne men til forsamlingerne.” I et andet digt beskriver han sig selv som “den indfødte udlænding der flyver indenrigs mens I venter på bussen”. Selvom han er født her i landet, ser vi på ham som en udlænding. Han er ikke som os andre. Senere skriver han “Jeg danser ballet med min ballast”, det er godt! Han kan sgu noget med ord og bogstaver.

Han forherliger ikke sin kriminalitet og spiller heldigvis heller ikke offerkortet. Han skriver om sit liv, kaos, tanker, liderlighed, kriminalitet, og om sindlidelse. Jeg ved ikke om han angrer eller fortryder sine gerninger, jeg tror det ikke, men han ved godt, at han har lavet meget lort “Jeg var godgørende og gavmild i fantasien // rabiat og militant i næverne”.

Yahya Hassan skriver følsomt om kærlighed. Om kvinden han svigter. Om den spildte kærlighed. Om at han er svær at elske. Hvis der er sprækker ind i hans sjæl, må de findes her. Ikke i forholdet til familien eller vennerne, men i forhold til kvinder. Man fornemmer, at det sårer ham, når han sårer kvinder. Og man fornemmer, at han gerne vil, at kærligheden lykkes.

Digtene er sjældent smukke (det behøver digte heller ikke at være, men ofte er det poetiske lig med det smukke). Til gengæld er der meget pik og røv og lort og kusse. Og det skal man orke at læse for ikke at køre sur i læsningen.

Der er også dele af digtsamlingen, som er mindre vellykkede, som fremstår mere som dagsbogsnoter end som lyrik. Et eksempel er dette: “Jeg har haft skudsikker vest på under jakken /siden år 2013 // tro mig jeg er træt af den // dens lugt er blevet led som oksesved // og jeg er blevet en jaget ged”.

Hvis du læste den første af hans digtsamlinger, kan du sagtens give dig i kast med denne også. Jeg var selv for nysgerrig til at lade være. Det er ikke så fed en læseoplevelse, som dengang hans første bog kom. Men mindre kan også gøre det. Hvis du ikke har læst den første digtsamling, så gør dog det i stedet.

Yahya Hassan (f.1995, Aarhus), har gået på Forfatterskolen. Første digtsamling er solgt i mere end 122.000 eksemplar, hvilket er helt usædvanligt mange. Denne udgivelse klarer sig salgsmæssigt også rigtigt godt, og forlaget har allerede nu igangsat tryk af endnu en god stak bøger.

Du kan læse anmeldelse af hans første digtsamling her.

Yahya Hassan, Yahya Hassan 2, Digte, Gyldendal, 2019, 112 sider.