Jeg har aldrig været interesseret i digtsamlinger. Jeg blev ikke engang specielt tændt, da jeg som ung blev præsenteret for Michael Strunges forfatterskab.

Men al den opmærksomhed der været omkring Yahya Hassan gjorde mig så nysgerrig, at jeg bare måtte opleve ham på årets BogForum. Hold da op! Lad mig bare sige: Jeg var ikke den eneste, der efter at have hørt ham læse op fra sin digtsamling tussede hen på Gyldendalstanden for at få fingrene i et eksemplar af bogen.

Yahya Hassan er født i 1995. Han er vokset op i Århus og har efter sigende en noget rodet baggrund med erfaring i livet på pædagogiske opholdssteder, har set arresthuse indefra og har hapset lidt af hvert fra uskyldige medmennesker.

Forfatteren skildrer et liv på kanten. En opvækst med vold, svigt og kriminalitet. Og en barndom splittet mellem den danske kultur og den forældrene har haft med fra deres hjemland. En rastløshed, en rodløshed, en energi der omsættes til alt muligt lort – og som også har bragt ham i stand til at skrive.

Digtsamlingen er let at læse. Sproget er frisk og meget ungdommeligt på den fede måde. Teksterne giver et interessant og læseværdigt indblik i et liv, der er anderledes end flertallet af digtsamlingens læsere. Om digtene er selvbiografiske eller om forfatteren har brugt inspiration fra venner, fætre og bekendte er ikke umiddelbart til at vide. Muligheden for fri fantasi er vel også til stede?

Digtamlingen er intens og gribende, alt andet end kedelig og kan læses af alle – uanset om man i øvrigt er til digtsamlinger. Så gør det – læs den!

Yahya Hassan, Yahya Hassan, Digte, Gyldendal, Oktober 2013, 169 sider.