// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Marie Laurberg: Dea Trier Mørk – det grafiske værk
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Biografi, Kunst

Marie Laurberg: Dea Trier Mørk – det grafiske værk

Skrevet af den 18. november 2019 – 05:20Ingen kommentarer

Det er længe siden, at jeg har siddet med et så overvældende smukt og gribende værk, som udgivelsen “Dea Trier Mørk – det grafiske værk” er.

Bogen er den første nogensinde, der samler Dea Trier Mørks grafiske produktion fra årene 1967-1977. Derudover indeholder bogen en fremragende introduktion til kunstneren og hendes kunstneriske virke. I et inderligt smukt layout, som til fulde respekterer Trier Mørks ånd, ja endog fremhæver og understreger den, foldes historien om en markant, engageret og politisk kunstner sig ud.

Forfatteren og grafikeren Dea Trier Mørk er en ener i dansk kunst. Allerede som 16-årig blev hun optaget på Kunstakademiets Malerskole, og debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1961. Samtidig begyndte hun sit forfatterskab, der ofte var illustreret med hendes egne grafiske arbejder. De fleste, der er født i 1960’erne eller 19070’erne husker med garanti Dea Trier Mørks roman “Vinterbørn” (1976), der for alvor gav hende sit folkelige gennembrud, som en af socialismens og feminismens stærkeste stemmer. Romanen er en kollektiv roman, der skildrer livet på Rigshospitalets fødegang – før, under og efter fødslerne.

Ud over den stærke fortælling, var det også bogens fremragende illustrationer, der gjorde at bogen forankrede sig dybt i den kvindelige, folkelige bevidsthed – et hoved, der passerer en kvindes skød, det nyfødte barns mørke blik, en gravid krop, nøgternt registreret i en sort stregtegning. Omsorgsfunktionerne fremhæves som noget særligt og værdifuldt – fødslen og jordemoderens hænder. Kvinden, der gør rent på hospitalsgangen. Bedsteforældrene, der tegner sammen med det lille barn. Moderen i hospitalssengen, der ammer sit barn som en moderne madonna, omgivet af velfærdstatens apparaturer.

Men Dea Trier Mørks værker skildrer også hverdagslivet og politiske begivenheder i tiden. Hun var medstifter af kunstnerkollektivet “Røde Mor”, og flere vil måske huske det karakteristiske, ikoniske runde logo, som hun skabte. Silhouetten af en rød kvinde med hovedet og brysterne som runde former under et par brede skuldre.

Mørk var indædt socialist og hendes værker sender os på en vidunderlig historisk rejse tilbage til en tid, hvor man stadig troede på folkelige frihedskampe. Hendes poltiske og samfundsmæssige engagement ledte hende blandt andet til formandsskabet for De Studerendes Råd (Det Kongelige Danske Kunstakademi 1962-63), medlemsskab af Kommunistpartiet DKP (1972-1982), til formandsskabet for Dansk Forfatterforening (1990-1991). Storpolitiske temaer finder også vej til hendes værker; studenteropgøret i Paris, raceurolighederne i de amerikanske sydstater, paddehatteskyen fra en atomsprængning og et fængslende billede af en ung, afroamerikansk vietnamsoldat med påskriften “han begynder at tænke”.

Den politiske dagsorden var altid tydelig og klar i Mørks værker. Døden som punktnedslag, livets begyndelse. Og det var vigtigt for hende at tegne portrættet af hverdagens mennesker, som hun siger:

“Verdenskunsten viser os altid de øverste: guder, faraoer, præster, patricier, embedsmænd, konger, kejsere, fyrster, hærførere og handelsmænd. Vi ser altid det frie menneske, der er rigt, stærkt, sundt, velnæret, udhvilet, overmodigt. Men for hvert frit menneske har der alle dage været flere ufri. Hvad véd vi om disse “nederste” – slaverne, fæstebønderne, arbejderne? Hvad fortæller verdenskunsten os om det arbejdende menneske, om de underste, om dem, der var flest af? Meget lidt.”

Selvom man ikke er kunstelsker er bogen et uhyre interessant stykke kulturhistorie, som alle kunne have glæde af at læse. For kunstelskere er bogen en stor gave, som jeg siger tak for af hele mit hjerte.

Bogen er udgivet i forbindelse med kunstmuseets Louisianas udstilling “Dea Trier Mørk – ind i verden”. Marie Laurberg er museumsinspektør på Louisiana, og har blandt andet kurateret udstillingerne Yayoi Kusama – I uendeligheden og Månen – fra den indre verden til det ydre rum og Dea Trier Mørk udstillingen.

Marie Laurberg: Dea Trier Mørk – det grafiske værk, Strandberg Publishing, september 2019, 248 sider, rigt illustreret.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.