”En lille sort pige ønsker brændende en lille hvid piges blå øjne, og rædslen på bunden af hendes ønske overgås kun af det onde i opfyldelsen.”

Året er 1941, og 11-årige Pecola Breedlove beder hver dag til gud om skønhed. Hun er født mørkhudet med brune øjne og kruset hår, og de andre børn driller hende, fordi hun ikke er køn og lys og almindelig. Det eneste, Pecola ønsker sig, er at være ligesom de andre med lyst hår og klare blå øjne.

Pecolas forældre har selv travlt med at slikke deres sår og pleje deres egen nedarvede smerte til at kaste bare den mindste kærlighed i hendes retning, og Pecola vokser derfor op uelsket og usynlig. Bortset fra den ene gang. Den eneste gang hendes far kaster et ømt blik på hende, der i et kort øjeblik minder om kærlighed, er den dag, hvor han forgriber sig på hende og efterlader hende besvimet på køkkengulvet.

Pecola kan ikke forstå, hvad som er hændt. Hun er så lille og traumatiseret af hændelsen, at hun fortrænger alle tanker omkring den. Selv da hendes mave begynder at vokse, og alle omkring hende kigger bort, når de ser hende. Selv da hun til sidst ikke længere må komme i skole, fordi det ikke passer sig, og mest af alt fordi folk ikke kan tåle at blive konfronteret med hendes skæbne. For det er Pecola, der får skylden for ikke at være uberørt af de mennesker, der burde bryde sig om hende.

Morrison beskriver Pecolas forældres barndom og tiden op til de mødte hinanden, for at forklare hvad der skaber et menneske, der er så grænseløst, at han sætter sin egen lyst før sin fornuft, og hvordan Pecolas mor ikke kan finde ud af at elske sine børn, fordi hun aldrig selv er blevet elsket.

Morrisons bøger gør mig ofte trist, fuld af afmagt og vrede over al den uretfærdighed mod de mennesker, bøgerne skildrer, og som det ikke ender godt for. Som i denne bog der handler om en forbrydelse mod en lille pige, der ønsker sig øjne så blå som oceanet for at blive set som noget smukt og ikke den besudlede. Blå, blå øjne er en bog om racisme, selvhad og en fars brutale overgreb på sin lille pige, der får alle de mennesker omkring hende til at vende deres blik væk fra hende af angst for at gennemleve det, som de allerhelst vil glemme. Bogen er hurtigt læst, virkelig tankevækkende og noget af en must-read, hvis du er til bøger om racisme og USA’s historie.

Læs også vores anmeldelser af Toni Morrisons andre bøger her Toni Morrison

Toni Morrison: Blå, blå øjne, Politikens forlag, 208 sider, november 2019