Den latinamerikanske forfatterinde Valeria Luiselli er her aktuel med en ny roman, som jeg uden omsvøb kan sige, er et tankevækkende og ambitiøst værk. Jeg var af den overbevisning, at jeg skulle læse en historie om børneimmigrationsproblemet i USA, men i stedet blev det historien om et ægteskab, der i langsom bevægelse opløses, og effekten dette har på parrets børn.

Vi hører først kvindens fortælling om sin familie på fire. Hvordan hun møder sin mand på et lydbillede-projekt i NYC, hvor de sammen skal optage de talte sprog i byen. Inden længe bliver de forelskede og gift. Hver forælder bringer et barn ind i ægteskabet – en dreng og en pige, begge kun med den ene forælder. Efter nogle lykkelige år ønsker manden at forfølge et nyt projekt om Apache-stammens sidste dage, før de blev flyttet til et reservat, så familien tager på en roadtrip til det tidligere Apacheland. Kvinden har også behov for et projekt, og hun beslutter sig derfor for at starte et projekt om immigrantbørnene, ’de vildfarne børn’, der på mystisk vis forsvinder på deres vej til USA, samtidig med at hun vil hjælpe en kvinde med at finde hendes to børn, der forsvandt, mens de forsøgte at krydse grænsen.

Sideløbende hører vi moren læse højt i bogen ’De vildfarne børn’ om de mindreårige latinamerikanere, som flygter til USA for at blive genforenet med deres forældre, onkler, bedsteforældre, søskende –skæbner overladt i ledsagernes varetægt. For hvordan kan de være sikre på, at den, der skal følge dem på deres vej, ikke blot overlader dem til sultedøden eller det, der er værre. Parrets børn på henholdsvis 10 og 5 år er meget optagede af historien, men det er ikke det, der fylder mest i bilen. Deres forældre er ved at gå fra hinanden. Det bliver ikke nævnt med ord, men i tomheden mellem de to, hvilket børnene opfanger og omsider reagerer på. For børnene er bange for, at de mister hinanden, hvis forældrene skilles. Og drengen tænker, at forældrene måske vil forblive sammen, hvis han og pigen tager alene afsted og finder de to forsvundne piger.

Historien er fyldt med de smukkeste fortællinger om litteratur, fotografering, musik, forhold og ophav, alt imens familielivet udspiller sig fra bagsædet af bilen, diverse moteller og voksne samtaler mellem børn og forældre. Der er så mange referencer til andre værker i bogen. For eksempel spiller David Bowies sang ’Space Odity’ ofte i bilen, og børnene leger Major Tom-lege. Pludselig nævner moren ordet ’redningsafstand’, og så er mine tanker ledt hen på Samantha Schweblins bog af samme navn. Som sagt er De vildfarne børns arkiv et ambitiøst værk, som måske taber et par læsere hen ad vejen. Den er fremragende oversat, hvilket i sig selv er imponerende, da bogen virkelig udfordrer sin læser, sætter de små grå hjerneceller i arbejde og leger med tekstformer – som en 19-siders uafbrudt sætning fra bror til søster, som selv er blevet til de vildfarne børn.

Valeria Luiselli: De vildfarne børns arkiv, Forlaget Grif, Oversat af Peter Adolpsen, 388 sider, september 2019