En seriemorder hærger Miami og kriminalteknikeren Dexter ser fascineret til. For morderen er ikke alene effektiv, men også nærmest kunstnerisk i sine arrangementer af de parterede ofre.

Den slags er sjældne. Det ved Dexter, for han er selv en ustoppelig men charmerende seriemorder. Og nå ja, så arbejder han for politiet. Han kan derfor denne gang blot træde fascineret tilbage og beundre håndværket. Hvis det altså ikke lige var fordi hans intetanende og politiansatte søster har hårdt brug for en forfremmelse – og fordi hans alt for virkelige drømme i uhyggelig grad minder om de uopklarede mord.

Selve tanken om at slå ihjel bekymrer ikke Dexter, men det gør tanken om at slå udenforstående ihjel til gengæld. For Dexters ofre er kun de forbrydere, som i hans optik har fortjent det: Børnemordere, kidnappere og seksualforbrydere. Alt andet er ikke tilladt i hans særlige parallelunivers, hvor han er charmerende og nørdet kollega om dagen og nådesløs selvtægtsmand om natten.

Det gør nok Dexter til en af de mere charmerende seriemordere i litteraturen. Så mens selve historien er underholdende omend lidt traditionel med de sædvanlige amerikanske seriemorder-klicheer, så undergår forfatteren de værste klicheer ved at lade skæve Dexter være hovedpersonen.

Bogen er også filmatiseret med stor succes i USA og efter at have testkigget de første par episoder er det tydeligt at serien, helt ned til de enkelte replikker, ligger meget tæt på bogen. Det er fint, men betyder også første sæson ikke vil byde på overraskelser for dem, der allerede kender Dexter.