Pernille L. Stenby: Under huden – Del 2
Trekantsdramaet mellem Mestenes, Axten og Mite fortsætter, mens de forsker i Mestenes fortid og søger at finde ud af, hvor langt rænkerne når.
Norvig er død, og Kastellet er ude efter hans skjoldkrebs. Gennem dem kan man nemlig opleve hans minder. Da Kastellets to korps ankommer til skolen for at finde dem, kan man virkelig – og for første gang – mærke, hvor undertrykkende og tyrannisk Kastellet er.
Vi får også hurtigt optrukket nogle linjer, der lægger an til magtkampe og loyalitetskonflikter. Spændingskurven i denne roman er højere og mere inddragende end i de forgående bøger.
Konceptet er gennemført. Forvirringen og usikkerheden er tydelig at mærke. Det kan måske være et turn-off for nogle læsere, så man skal gå med på præmissen om denne gennemtrængende identitetsforvirring, der her kommer helt bogstaveligt til udtryk. Men hvis man kan det, så synes jeg også, at man får en meget fin fantasyroman som udbytte.
Persongalleriet er fint bearbejdet, og de forskellige karakterer fylder mere og mere. Axten irriterer mig fortsat, og jeg kan ikke lade være med at føle medlidenhed med Mite. Mestenes er stædig. Der er et fint spil mellem og udvikling hos alle karaktererne, og teenagedramaet skinner tydeligt igennem.
Der er en tilbagevendende debat, der udfordrer vores forståelse af, hvordan man opfatter og betragter sig selv, og denne normativitet udfordres mellem linjerne, mens Mestenes kæmper med at finde sig selv, mens fortiden skjules bag en kvindelig identitet.
Dette er min favoritbog i serien indtil videre, for Stenby formår i højere grad her end de to forgående bøger, bind et og første del af bind to, at forene et handlingsrigt forløb med interessante karakterinteraktioner sammen med en sideløbende føring dybere ind i universet, hvor vi langsomt får en bedre forståelse af samfundet ude for skolen. Tidligere har det primært fokuseret på Mestenes’ bevidstgørelse og udvikling.
Så kan jeg også godt lide, at Mestenes begynder at blive egenrådig. Også selvom det betyder et opgør med en af bogens personer, som jeg godt kan lide. Hen mod slutningen af bogen får vi en følelse af denne samme dystopiske undertrykkelse, som man blandt andet også oplever i Hunger Games.
Det eneste, som irriterer mig, er, at jeg ikke har haft en tydelig forestilling, om hvor det overordnede handlingsforløb fører hen før ret sent i denne roman.
Som tidligere nævnt er denne bog helt klart min favorit i serien indtil videre. Trods det lidt uklare endemål, så synes jeg, det er en rigtig spændende bog med tunge identitetsovervejelser. En YA fantasy, der bør læses af alle unge læseheste, og som også appellerer til voksne fantasyfans med en interessere for LGBTQ-fænomener.
Læs også anmeldelsen af Inkarnation og Under huden – del 1.
Pernille L. Stenby: Under huden – Del 2. Ulven og Uglen, 2019. 423 sider.